HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1964

O M F A G G R Æ N S E R N E F O R S K I N D A R B E J D E R N E ner og handskemager måtte man udføre begge professioners mester­ stykke. Der blev efterhånden færre og færre, der bestod begge mesterprøver, men endnu kort tid før laugenes opløsning var der dog svende, der foruden handsker også lavede en »Sloprokspels« som mesterstykke og derved erhvervede ret til at kalde sig pelsner og handskemager.48 De her fremdragne træk af forholdene indenfor skindarbejder­ gruppen giver et noget flimrende billede af udviklingen, hvis ho­ vedtræk derfor sluttelig skal trækkes tydeligere op. Det vides ikke, om de håndværkere, der forarbejder skind, oprin­ deligt har udgjort een stor gruppe, der efterhånden som specialise­ ringen skaber nye fag, spaltes i forskellige mindre grupper. De første efterretninger vi har om laugene indenfor denne håndværks­ gren viser, at buntmagere og skindere stod i laug sammen, og at remsnidere og pungmagere ligeledes havde deres eget fælles laug. Tilstedeværelsen af to segl fra det 16. århundrede har givet anled­ ning til, at man har ment, at remsnidere og buntmagere en over­ gang havde fælles laug. Da der imidlertid i de dokumenter, hvor­ på de to segl er brugt, nævnes både et laug for remsnidere og pung­ magere og et laug for buntmagere og skindere, må man gå ud fra, at den gamle opdeling af laugene med remsnidere og pungmagere på den ene side og buntmagere og skindere på den anden side trods de to segl fortsat har eksisteret. I den følgende tid bestod remsnider- og pungmagerlauget for­ uden af disse to fag af handskemagere, sadelmagere og feldberede- re. Dette laug undergik i løbet af det 17. århundrede flere æn­ dringer. Feldberedeme synes således ikke at have været laugsorga- niseret fra 1635 til 1686, da de fik selvstændige laugsartikler. Handskemagerne stod en overgang i laug sammen med buntmage­ re og skindere. Dette varede til 1670, da buntmagerne udskiltes som et selvstændigt fag med eget laug, mens skinderne, som nu

197