545170353

29 fastsattes, hvad der skulde betales til Lavskassen, Lavs­ huset, Oldermanden, Lavets Fattige, til Politibetjentene, «som havde Tilsyn med, at der ej trakteredes«, til L ig­ klædet, «hvortil Ingen tvinges, men de alene betale dertil, som vil bruge det», til Ligkassen samt i Leje af Værelse og Værktøj m. M. til Mesterstykkets Forfærdigelse. Den 15de September 1762 samledes da Stolemager­ lavets Medlemmer hos Oldermanden, for at han kunde gjøre dem bekjendte med Plakatens Indhold. De erfarede da, at af de 40 Haandværkslav, som vare anførte i «Ta­ bellen », var deres ikke det dyreste. Det var nemlig Bly­ tækkernes, som det kostede 32 Rdl. at komme ind i, en forholdsvis høj Sum, der hidrørte fra, at saa mange Lavs­ brødre kom til Skade ved det farlige Arbeide. Efter dem kom Skomagerne, hos hvem det kostede 18 Rdl., da Lavet var i stor Gjæld. Men Stolemagerlavet var dog heller ikke af de billigste, idet det skulde koste 10 Rdl. at komme ind i det. Dette Beløb fordeltes med 2 Rdl. til Lavs­ kassen, 3 Rdl. til Ligklædet, 1 Rdl. til Oldermanden, 1 Rdl. til Lavets Fattige og 1 Rdl. til Politibetjentene samt 4 Mk. i Leje om Ugen af Værelse, Værktøj osv. Stolemagerlavet maatte naturligvis gaa ind paa disse Bestemmelser og ligesom de andre Lav bøje sig for den hele Række af kgl. Anordninger og Plakater, der søgte at lette Adgangen til at blive Mester. Det kunde ikke nytte at stampe imod, selv om man ikke altid vat tilfreds med de Paabud, den høje Øvrighed gav. Et Par Exempler ville vise dette. Engang havde saaledes samtlige Mestre kas- seret et Mesterstykke, men den Paagjældende blev alligevel Mester, idet han fik sit Mesterstykke «af Høy og Velædle-