S_SygekassenFremtiden_1898-1923

I den første Tid nød de kronisk syge dog ikke godt af den Rabat, der ydedes Sygekas­ serne, men da Kravet blev rejst, kunde man ikke bestride det berettigede deri. I November 1903 tilskrev F r e m t i d e n Køben­ havns og Frederiksberg Kommuner med An­ modning om, at de kronisk syge blev stillet lige med andre Sygekassemedlemmer. Samtidig rej­ stes Kravet gennem Samvirksomheden, idet de øvrige Sygekasser efterhaanden ogsaa havde faaet nogle enkelte kronisk syge, nemlig Med­ lemmer, der havde opbrugt deres Sygehjælp og

Borgm ester J. Jensen.

var genoptaget i Sygekassen med Reservation for den kroniske Lidelse. Københavns Kommune tiltraadte først Andragendet, og paa General­ forsamlingen 2. April 1905 vedtoges det som Følge af denne Indrøm­ melse at tilføje Vedtægten en Bestemmelse om, at de Medlemmer, der boede i København, og som var optagne med kronisk Lidelse, for hvilken de ikke var berettiget til Hjælp af Sygekassen, fremtidig kunde indlægges paa Kommunens Hospitaler for samme Betaling, som var gældende for andre Sygekassemedlemmer, naar Sygekassen kautio­ nerede, og Betalingen refunderedes Sygekassen af de paagældende Medlemmer. Allerede det følgende Aar udvidedes denne Bestemmelse dog til ogsaa at omfatte Sygekassemedlemmer, der var bosatte paa Frederiksberg. Bestemmelsen i Fattiglovens § 63, der fastsætter, at Sygekassemed­ lemmer, der har opbrugt deres Sygekassehjælp, har Ret til en tilsva­ rende fortsat Hjælp fra Kommunen uden Fattighjælps Virkning, har for Kassens Medlemmer haft en ikke ringe Betydning. Selv om en Del har undladt at søge denne Hjælp, fordi de har været saaledes økono­ misk stillet, at de forsørgelsesmæssigt ikke kunde anses for ubemid­ lede — f. Eks. Hustruer, der ikke havde selvstændigt Erhverv, og hvis Mænd var i nogenlunde godt Arbejde — er der dog af vore Medlemmer et enkelt Aar, nemlig 1922, da Antallet var størst, henvist ikke mindre end 826 til at søge saadan Hjælp, og saavidt vi har kunnet skønne, har den allerstørste Part opnaaet Hjælpen.