ØrbækHansWilhWarnstedt

116

den ære at overlade til Deres forsorg. Det gælder om at redde en højst duelig statstjener, som er mand til en saa agt­ værdig kone og fader til 6 endnu alle umyndige børn. Men hvad jeg ikke tør undlade at gøre D. E. opmærksom paa er dette, at dersom hans kgl. H. efter vore monarkers grund­ sætninger heller stemmer sin handlemaade efter mildhed end efter den strenge rets krav, og der endda kunde transpirere et ord om denne sag in publico, saa frygter jeg, at den mil­ deste mildhed endda kunde være spildt. Ved at ofre alt ind­ til frihed og liv kan manden næsten — paa noget ganske ubetydeligt nær — skaffe statskassen skadesløshed i øjeblik­ ket, og ved nogen tids forundelse og raadighed til virksom­ hed, der kan gavne staten, vilde han ganske kunde klare for 'sig. Vides hans forbrydelse, som er en følge af ulykke og ingenlunde af nedrig hang til bedrageri, saa maatte det maaske blive regeringen umuligt at redde denne familie eller drage noget parti af mandens duelighed. Mange har fra- raadet mig at tage del i denne mands skæbne, men da jeg fra mit embede og fra min connection med denne mand har en aldeles frelst samvittighed, saa holder jeg det for en ussel politik at nægte en ulykkelig mand min hjælp, hvor ringe den maatte være, derfor vover jeg frit at forelægge D. E. disse linjer og tror fast og fuldt, at det ikke kan skade mig i Deres øjne.« Til søsteren grevinde Schulin skriver han: »Jeg takker Dig for alt det forstandige og kloge Du har sagt prins Carl om Lassens og mit sujet. Kronprinsen er nu helt underrettet og han synes meget genegen til det mildeste og bedste parti. Hvad Fritz’s bemærkninger om min deltagelse i L.s skæbne angaar, er det rigtigt og kanske har den givet anledning til calomnie og mistanke, men det er mig umu­ ligt at være kold, hvor jeg kan hjælpe. At lade en familie falde i fordærvelse af frygt for »le que dirait-on« af nogle uslinger er mig efter min gemyts stemning umuligt.«