København_1840-1940

B E B Y G G E L S E OG B E B Y G G E L S E S P L A N E R

i 4

KOMMUNENS JO RD E R INDENFOR BYGRÆNSEN Fra gammel Tid bestod Københavns Kommunes Ejendomme udenfor Voldene dels a f Fællederne, der blev brugt til Græsning for Borgernes Kvæg, dels a f den egentlige Bymark med forskellige Vange, Haver og Marker, der blev udlejet eller bortfæstet mod Jordskyld. Med Indførelsen a f Enevælden var fulgt en Række Indskrænkninger i Byens Ejendomsret til Bymarken, og ganske særlig til Fællederne. Ikke alene havde Garnisonen Ret til at lade sine Heste græsse her uden at betale Afgifter, men ved en Række kongelige Paabud reserveredes Fællederne i stadig højere Grad til Revyer, Troppeøvelser og Skansearbejder, som naturligvis formindskede Græsudbyttet stærkt. Fra 1843 rejste Byen gentagne Gange Spørgsmaalet om at faa Fællederne gjort brugbare til Græsning igen, men stødte stadig paa Krigsministeriets Modstand. Først i 1893 blev Spørgsmaalet om Ejendomsretten ordnet ved en Overenskomst, hvor Kommunen maatte afstaa store Dele a f alle Fælleder for at faa Militæret til at give Afkald paa sin efter Statens Mening hævdvundne Ret til at benytte dem som Exercerplads (se S. 9 ). Men Byen havde ogsaa haft svært ved at holde fast paa den Del a f Bymarken, som var bortfæstet til Private. I Tidens Løb var man gaaet over til meget lange Lejemaal, f. Eks. Livsfæste, og samtidig forsømte man i alt for høj Grad at forhøje Afgifterne, efter- haanden som Jorden blev mere værd. Dette førte naturligt til, at Fæsterne mere og mere betragtede Afgiften som en Art Hæftelse paa deres Grund, og at de følte det som et Ind­ greb i deres private Ejendomsret, hvis Byen vilde forhøje Afgiften eller opsige Fæste- maalet. I mange Tilfælde misbrugte de deres Rettigheder og udstykkede og solgte bort af deres Fæstegrunde. Byen værnede i Almindelighed sine Ejendomme mod disse Over­ greb, saa godt den kunde. Kun i enkelte Tilfælde, hvor man troede at gøre en særlig god Forretning, solgte man Grunde og i Reglen mod Tilbagekøbsret. Endnu i Slutningen a f det 18 . Aarhundrede var Størstedelen af den gamle Bymark i Byens Eje. Først da Regeringen efter den store Brand i 1795 havde sat den saakaldte Erstatnings­ fondskommission til midlertidigt at forvalte Kommunens Ejendomme og herigennem skaffe Penge til Genopbygningen, skete der Brud paa de gamle Principer. Kommissionen begyndte straks, ikke alene at revidere Fæstekontrakterne, men ogsaa under Magi­ stratens Protester at sælge bort af Fæstejorderne, og i de 16 Aar den virkede, mistede Byen Størstedelen a f sine Arealer, naar der ses bort fra Fællederne. Alt hvad Magistraten opnaaede var, at der i Skøderne blev indført Fæstebrevenes gamle Bestemmelser om, at der ved Bebyggelse krævedes Magistratens Samtykke, og at der ikke maatte bygges noget »som enten for det almindelige eller for de tilstødende Beboere ikke kan tillades«. De solgte Arealer kaldes »de røde Grunde« efter Signaturen paa et Kort hos Stads­ konduktøren, og de nævnte Bestemmelser: »den røde Servitut«. Grundene (som er vist med Skravering paa Kortet tilvenstre) findes især i et bredt Bælte udenfor Jagtvejen, og set sammen med de Grunde, som Byen endnu ejede omkring 1840 (vist med sort), ud­ fylder de praktisk talt hele Arealet mellem Søerne og Kommunegrænsen (prikket). Den liberalistiske Periode, man nu var kommet ind i, ophævede helt Bystyrets gamle Uvilje mod at sælge Byens Jorder. Den energiske Kæmner Grosserer Borgen kæmpede for­ gæves for at bevare Jordejendommene for Byen. En Komité, der omkring 1850 skulde