591169602

Udvalget har i det Foregaaende sogt at paavise en­ deel Ulemper, hvoraf det offentlige Fattigvæsens nuværende Organisation formeentligt lider. Der staaer endnu tilbage at omtale en Mangel, der er af væsentligere Betydning end nogen af de andre, fordi den ikke som disse fremtræder paa et mere eller mindre begrændset Omraade, men giver det hele offentlige Fattigvæsen dets Grundpræg og udgjor Kilden til mange af de enkelte Feilgreb, Ligesom Fattig- vrosenet — hvad Udvalget foran oftere har haft Ledighed til at paapege — indenfor sine egne Enemærker ikke nok­ som skjelner mellem de værdigere og de uværdige Trængende, men behandler de til dets Forsorg henviste Individer paa en lidet forskjellig Maade, der ikke tager tilborligt Hensyn til de Paagjældendes moralske Egenskaber og de Omstæn­ digheder, der have bevirket deres Trang, saalcdes viser det offentlige Fattigvæsens hele Stilling udadtil i Kommunen, at Nødvendigheden af en saadan Sondring endnu ikke er til­ strækkeligt anerkjendt. At nyde offentlig Fattigunderstøttelse ansees med Rctto for en Skam , fordi den Hjælp, Kommunen som saadan yder de Trængende, er en tvungen Hjælp, der rækkes dem, ikke af Kjærlighed, men fordi Loven byder det. De, som modtage Hjælpen, komme derved til at staa i et underordnet Forhold til det ovrige Samfund, og Samfundet viser dem dette haandgribeligt ved at fore et særligt Tilsyn med dem og berove dem deres statsborgerlige Rettigheder. Det er derfor klart, at kun de Individer, der ved egen Skyld ere ude af Stand til at ernære sig selv, bor forsorges af det offentlige Fattig­ væsen, hvorimod Alle, som ved Sygdom, Alderdom, forbi- gaaende Arbeidsloshed og andre tilfældige Omstændigheder ere bievne bi’odlose, bor stottes ved Midler, der ikke ved­ komme det Offentlige og altsaa ikke anvise dem nogen ex­ ceptionel Stilling blandt deres Medborgere. Og denne Son­ dring burde fores et Skridt videre. Der gives mangfoldige Trængende, som af Letsindighed have forsomt i rette Tid