591169602

at. sikkre sig Midlerne til deres Underhold , men som dog ikke ere sunkne saa dybt , at de jo i Livets Skole efter- haanden vilde kunne lære Arbeidets Velsignelse at kjendc. At gribe saadanne svage , men ikke uforbederlige Naturer er for det offentlige Fattigvæsen det Samme som at holde dem fast ; thi Erfaringen viser, at saa let det er at gjore Sprin­ get fra det frie Samfund over til det uselvstændige, saa vanskeligt er det at vende tilbage igien. Ogsaa denne Klasse af Trængende burde derfor den private Barmhjertighed baade ved moralske og ved materielle Midler sogc at stotte og lede frem, selv af Hensyn til Samfundet, i hvis Interesse det ligger, at Antallet af dets tærende Medlemmer er saa lidet som muligt. Det kan saaledes ikke noksom fremhæves, at Fattig- forsorgelsen kun kan siges at svare til sin Hensigt, forsaa- vidt der sondres saaledes mellem de Fattige, at alene de fordærvede Individer falde Kommunen som saadan til Byrde, medens den private Godgjorenhed hjælper saavel de saa- kaldte værdige Trængende som dem, om hvilke det endnu tbr haabes , at de ville blive skikkede til at skaffe sig Li­ vets Ophold ved Selverhverv. Naar altsaa Udvalget i det Foregaaende oftere har anbefalet det offentlige Fattigvæsen at sondre indenfor dets egne Grændser mellem de værdigere og de uværdige Trængende, er det kun, fordi det har troet at burde gaa ud fra Forholdene, som de ere, og fordi det mistvivler om, at de monsterværdige Forhold, under hvilke det offentlige Fattigvæsen kun behover at be­ kymre sig om Forbrydere og Losgængere , nogen­ sinde ville kunne naaes. Men ikke destomindre bor der stræbes hen til en saadan Tilstand , ogsaa for det offent­ lige Fat ligvæsens egen Skyld. Jo nærmere man kommer det her antydede Maal , desto mere ville Kommunens Ud­ gifter til de Trængendes Forsorgelse formindskes, og med desto storre Klarhed og Konsekvents vil det offentlige Fat­ tigvæsen blive istand til at arbeide. Naar dets Omraade