591169602

tilborligt. begrændscs, behover det offentlige Fattigvæsen i sin Virksomhed væsentligt kim at lade sig lede af Hensyn til, hvad den absolute Nødvendighed kræver, medens det under de nuværende Forhold man svinge holdningslost frem og tilbage mellem Politivæsenet, som det ifolge sin Natur tilhorer, og Barmhjertighedsretningen, som Omstændighe­ derne foreskrive det. Men den ovenfor antydede Ordning af Fattigforsorgel- sen er betinget af, at der ved Siden af det offentlige Fattig­ væsen staaer et frivilligt af tilstrækkeligt Omfang og med de fornodno Midler, og at disse to Former af Fattigforsor- gclsen arbeide Haand i Ilaand. Der rnaa bestaa et saa- dant Forhold mellem det tvungne og det frivillige Fattig­ væsen, at hiint kan henvise Individer, der falde ind under Begrebet „værdige Trængende4, til dette, og at det frivillige Fattigvæsens Anmodninger til det offentlige imødekommes med den samme Tillid, hvormed de blive fremsatte. Det offentlige og det frivillige Fattigvæsen skulle ikke have no­ gen Hemmelighed for hinanden ; de maa betragte hinanden som Virksomheder, der ikke kunne undvære hinanden, uden at hver af dem vil savne sin naturlige Bcgrændsning og sit nødvendige Supplement. Den offentlige og den private Fattigforsorgelse bor altsaa underholde en stadig gjensidig Forbindelse. Her moder imidlertid den Vanskelighed, at der endnu ikke bestaaer noget frivilligt Fattigvæsen i Kjobenhavn. Der ydes af Private en overordentligt stor Sum mellem Aar og Dag til de Trængende, deels under Form af tilfaddig Al­ misse, dels gjennem Legater og andre Stiftelser, dels ende­ lig ved Understøttelsesforeninger af forskjellig Art. Alt dette er M om enter af et frivilligt Fattigvæsen, men heller ikke mere. De mange Kræfter, der i saa Henseende ere virksomme, arbeide nemlig aldeles uafhængigt af hverandre og uden gjensidig Kontrol, saaledes at den ene vel- gjorendo Institution ikko veed , hvad den anden gjor.