591169602

tilbørligt begrændscs, behover det offentlige Fattigvæsen i sin Virksomhed væsentligt kun at lade sig lede af Hensyn til, hvad den absoluto Nødvendighed kræver, medens det under de nuværende Forhold man svinge holdningslost frem og tilbage mellem Politivæsenet , som det ifølge sin Natur tilhorer, og Barmhjertighedsretningen, som Omstændighe­ derne foreskrive det. Men den ovenfor antydede Ordning af Fattigforsørgel- sen er betinget af, at der ved Siden af det offentlige Fattig­ væsen staaer et frivilligt af tilstrækkeligt Omfang og med de fornødne Midler, og at disse to Former af Fattigforsør­ gelsen arbeido Haand i Haand. Der maa bestaa et saa- dant Forhold mellem det tvungne og det frivillige Fattig­ væsen, at hiint kan henvise Individer, der falde ind under Begrebet „værdige Trængende^, til dette, og at det frivillige Fattigvæsens Anmodninger til det offentlige imødekommes med den samme Tillid, hvormed de blive fremsatte. Det offentlige og det frivillige Fattigvæsen skulle ikke have no­ gen Hemmelighed for hinanden ; de maa betragte hinanden som Virksomheder, der ikke kunne undvære hinanden, uden at hver af dem vil savne sin naturlige Bcgrændsning og sit nødvendige Supplement. Den offentlige og den private Fattigforsørgelse bør altsaa underholde en stadig gjensidig Forbindelse. Her møder imidlertid den Vanskelighed, at der endnu ikke bestaaer noget frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn. Der ydes af Private en overordentligt stor Sum mellem Aar og Dag til de Trængende, deels under Form af tilfældig Al­ misse, dels gjennetn Legater og andre Stiftelser, dels ende­ lig ved Understøttelsesforeninger af forskjellig Art. Alt dette er M om enter af et frivilligt Fattigvæsen, men heller ikke mere. De mange Kræfter, der i saa Henseende ere virksomme, arbeide nemlig aldeles uafhængigt af hverandre og uden gjensidig Kontrol, saaledes at den ene vel- gjørende Institution ikke veed, hvad den anden gjor.