Musikforeningens_1

206

— Mad. Catalani —

noget haarde, og „en hos denne Sangerinde ejendommelig Maade at markere hver Tone saaledes, at den faar ligesom et Knæk“, endogsaa ubehagelig1). Et kræsent Øre havde altid havt noget at udsætte paa Mad. Gatalanis Teknik. Spohr sammenligner hendes berømte kromatiske Skala med Stormens Hylen i Skorstenen. Det var ligefrem ængsteligt at se den Maade, hvorpaa hun brugte Hage, Læbe og Tunge ved Triller, Forsiringer og kromatiske Løb. Hun manglede derhos baade Smag og ægte Varme. Indtrykket, som hun lod tilbage efter sin Bortrejse, var nærmest en Skuffelse. „I pekuniær Henseende gjorde hun Lykke“, skrives der i Maj 1828 til „Allgem. mus. Zeitung“. „Derimod kan man ikke sige, at hen­ des Sang svarede til de flestes Forventninger. Og havde hun ikke tidligere paa andre Steder erhvervet sig Titel af en Sangens Dron­ ning, her havde hun næppe opnaaet den. Rigtignok beundrede Publikum hos hende Stemmens overordentlige Kraft, saavel som den sjældne Færdighed, Passagernes Runding og Blødhed, men det savnede den fortryllende Stemme, som hun maaske engang har ejet, saavel som den ægte Begejstrings Udtryk, som hun næppe nogensinde har været i Besiddelse af“. Fra den 23 . Decemb. 1827 til den 30 . Marts 1828 sang Mad. Catalani i alt i 10 Koncerter, de fleste.Gange paa det kgl. Theater. Den store Godgjørenhed, for hvilken hun var bekjendt, fornægtede sig heller ikke her. Hun sang baade til Fordel for Konservatoriet» for Blindeinstitutet og for Bombebøssen. Hendes sidste Optræden var i en Passionskoncert paa Theatret, ved hvilken Lejlighed hun bl. a. foredrog en Duet og en Finale af Rossinis „Moses“, den første sammen med Ida Fonseca, den sidste med begge Søstrene Fonseca og Phister. Paa de øvrige Koncerter plejede hun at synge nogle af den halve Snes italienske Arier, hvormed hun havde lagt største Delen af Europa for sine Fødder. Hendes mest bekjendte Bravournumer var de Rodeske Violinvariationer, som andre store Sangerinder efter hendes Exempel vel havde 'sunget med en mere fuldendt Glathed og Egalitet, men ingen „med en saadan Spirito, med saa megen Lys og Skygge“. Størst Sensation vakte det dog, naar hun til Slutning stod frem og med uforlignelig Majestæt in­ tonerede den engelske Nationalhymne, „hvis Begyndelse hun med passende Hensyn forandrede til „God save Frederik our king“, og som paa en særdeles højtidelig og værdig Maade istemtes i Kor af ') Heibergs „Flyvende Post“ 1828 . Nr. 1 .