DanskPortrætgalleriProtektorHS.Kgl.Højh.KronprinsChristian

- 33 -

til hvilke han bestandig senere følte sig knyttet med broderligt Venskab. Deres Drengeaar faldt i Erik Lams hæderløse Regeringstid; den Ødelæggelse ved Vendernes Indfald, som de da var Vidne til, ikke mindst paa Sjælland, stod i den stærkeste Modsætning til de store Overleveringer, som levede i Slægten og samlede sig om dens nøje Forhold til Valdemars Forældre. Det fejler ikke, at jo de dybe Indtryk fra denne Tid havde deres store Del i, at Absalon senere i saa mange Aar betragtede Kampen mod Venderne som sin Hovedopgave ved Siden af Bispeembedets kirke­ lige Forretninger. Næppe ret længe efter Kong Eriks Død og Udbruddet af Tronfejderne (1146) opløstes Barndoms­ hjemmet i Fjenneslev; Absalon drog til Paris for at studere Theologi og Kirkeret. Her sluttede han Ven­ skab med Kanniken Vilhelm i St. Genovevas Kloster, en udmærket kyndig og erfaren Mand, som han senere indkaldte til Danmark og gjorde til Abbed paa Eskilsø, umiddelbart ved Siden af sit eget Bispe­ sæde Roskilde. Absalon selv blev en udmærket Klerk, dygtig ikke blot i den kirkelige Lærdom, men ogsaa i Lovkyndighed og verdslige Videnskaber. Her ud­ dannede han den sjældne Veltalenhed, som han senere berømmes for, ligesom han allerede i denne sin første Ungdomstid lagde Grunden til den Selvbeherskelse og den ydmyge Fromhed, som baade Fjender og Venner anerkendte hos ham. Som Søn af en Høv­ ding og som opfostret sammen med vordende Høv­ dinger havde han tillige uddannet sit Legeme i alle Tidens Idrætter, ligesom hans maadeholdne Levemaade gjorde det muligt for ham at underkaste sig over­ ordentlige og vedholdende Anstrængelser; men det synes i øvrigt at fremgaa af flere Træk, at hans Ydre ikke var anseligt, og at man ikke lagde Mærke til ham, naar han færdedEs blandt sine Standsfæller, før han fik Lejlighed til at gøre sig gældende ved sin Tale. Absalon nævnes ikke i Tronfejderne før henimod Slutningen; han stod da selv­ følgelig paa Valdemars Side. Ved den Forhandling mellem ham og den tilbagevendte Svend i Albani Kirke, som indledede Forliget mellem Kongerne, var han det eneste Vidne, og da Svend kort efter overfaldt sine Medkonger ved Gildet i Roskilde, aflagde Absalon de første fremtrædende Prøver paa sit urokkelige Mod og sin hensynsløse Hengivenhed for Valdemar. Skjønt han nemlig var udenfor al Fare, den Gang Overfaldet skete, ilede han ufortøvet sin Fosterbroder til Hjælp, og da han troede at have fundet ham haardt saaret, vilde han ikke forlade ham eller tænke paa sin egen Sikkerhed. Senere undkom han ved sin Ro og Aandsnærværelse og bragte sin Moder det første Budskab om, hvad der var sket; men saa stor var ogsaa hendes Hengivenhed for den unge Konge, at hendes Sorg over hans formentlige Død var større end Glæden over Sønnens Frelse.