DanskPortrætgalleriProtektorHS.Kgl.Højh.KronprinsChristian

- 35 -

sendtes hjem. Sygdommen var saa voldsom, at Absalon opgav sin Ven og beredte ham til Døden, medens han selv kæmpede med den samme Sygdom uden at ville lade Vennen mærke for ikke at forværre hans Tilstand. Da de lykkeligvis begge kom sig, betragtede de Sygdommen som en retfærdig Straf og en Advarsel for den Blodskyld mod kristne Landsmænd, som de havde villet paabyrde sig, og de gjorde nu Løfter om hellere at vende deres Vaaben mod Rigets rette Avindsmænd. Haand i Haand med Togene til Vendland og af endnu større umiddelbar Betyd­ ning for Rigets egen Fred gik Bestræbelserne for at sikre selve de danske Farvande, som

endnu den Gang og længe efter hjemsøgtes af Vikin­ gerne; der byggedes Borge (som Vordingborg, Ny­ borg, Kalundborg osv.), og der indrettedes Vagthold saa vel paa Søen som langs Kysterne. Fremfor alle berømmes Absalon for sin utrættelige Aarvaagenhed: „han nedbrød for største Delen sine Bispegaarde for des bedre at kunne befæste Vagtstederne/' siges der, „og i det han jævnlig laa ude imod Fjenden, laante han ofte Hus af Skov og Krat; men denne hans ringe Bolig genrejste Fædrelandets sammensunkne Haller! Ja endog Vinterens Is traf ham ude paa de skrøbelige Skibe, for at ingen Aarstid skulde savne det held- bringende Vagthold eller hans uforlignelige Kærlig­ hed til Fædrelandet faa Skin af at vige tilbage for Savn og Møje." Han nøjedes dog ingenlunde med denne Virk­ somhed udad til, imod Rigets Fjender. Borgerkrigene havde sat dybe Spor i hele Samfundet, og Absalon var utrættelig i at arbejde hen imod Fred og Forso­ ning. Saaledes formaaede han Kongen til at tilbage­ kalde de fredløse Deltagere i den sidste Kamp om Kronen; enkelte af dem bleve fra den Tid af hans og Kongens mest hengivne Venner. Ved sin Vel­ talenhed og sit forstandige Maadehold, siger Saxe,

gjorde han Ende paa de bedrøvelige Tingtrætter, som den Gang vare bievne saa alminde­ lige paa Sjælland og jævnlig udartede til Vold og Drab; uanselig og jævn var han i sin første Optræden, men snart maatte alle sande, at han forstod at beherske dem med sin Tales Magt. Og paa samme Maade mæglede han mellem Kongen og de store og mellem sine Landsmænd og de fremmede; alle tyede de til ham for at finde Forstaaelse for deres Sag og en Talsmand for deres Ønsker. Denne Side var saa fremtrædende hos ham, at Arnold af Lybek ved Omtalen af hans Død siger: „Hele Danmark sørgede over hans Død og befalede hans Aand i Jesu Christi, Fredsfyrstens, Hænder, ligesom han selv i Live havde ført mange, som laa i Ufred, til Fred og Enighed." Der indtraadte efter de første sejrrige Vendertog et Par Aars Hvile, som Kongen og Absalon benyttede til ligesom at give deres Gerning en højere Indvielse. Sommeren 1161 genoprettede Absalon det helt forfaldne Kloster i Sorø, og omtrent samtidig oprettede