DanskPortrætgalleriProtektorHS.Kgl.Højh.KronprinsChristian

- 38 -

om de, der fremstillede sig for ham, bevidnede dette og ikke ham deres Ærbødighed. Som et enestaaende Mindes­ mærke om det aandelige Liv, som blev vakt ved Absalons Virksom­ hed og fik sin Næring af det store nationale Opsving, staar Saxes uforlignelige Værk om vor Oldtids Historie. Forfatteren — Absalons Klerk — siger om Ærkebiskoppen: »han kunde ikke finde sig i, at vort Fædreland skulde savne et sligt Mindesmærke, han, der altid brændte af Begærlighed efter at give det Glans". Absalon døde. Dagen før Skær­ torsdag, 21de Marts 1201 i Sorø Kloster, hvor han rimeligvis efter Tidens Skik havde tilbragt Fasten i Stilhed. Han gik i sit 73de Aar og hans stærke Legemes Kraft var brudt i Aaringers rastløse Arbejde.

Der er bevaret en Optegnelse af hans sidste Vilje, som viser, at han til det sidste havde bevaret hele sin Aands Klarhed og retsindige Betænksomhed. Sin rige Fædrenearv gav han til Sorø Kloster undtagen Fjenneslev, sit Barndomshjem, som Esbern Snare skulde have tillige med »den lille Skaal, hvoraf deres Fader plejede at drikke". København med det tilliggende Jordegods havde han alt forhen givet til Roskilde Bispestol. Hvad han ellers ejede, fordelte han til Venner og Frænder og til alle dem, som havde staaet ham nær i de forskelligste Stillinger. Absalon jordfæstedes iÆrkebispeskrud, med Ring og Stav, foran Alteret i Sorø Klosterkirke; en Blyplademed Indskrift nedlagdes iGraven med ham.

Absalons Kiste.