FraDetGamleKongensKjøbenhavn

90

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

gjældende ved Siden af den franske, og siden blev Omdan­ nelsen fortsat linder Overhofmarskal Hauchs kyndige T il­ syn. De stive, klippede Hækker forsvandt, Træerne fik Lov til at Lidbrede deres Bladehang, Græsplænerne udvidede sig; der anlagdes Terrasser, og de fire Damme bleve forvandlede til Kanaler med Broer, som paakryds og paatværs gjennemskar Haven. Som den nu er, hø rer den ved sit Omfang, sine skjønne Udsigter, sin Afvexling af Bakker og Dale, sine Kanaler, sine skyggefulde Alleer, sin Rigdom af høje Løvtrær til de skjøn- neste Lysthaver i hele Europa. Men Kjøbenhavnerne vide ogsaa og have altid vidst at sætte Pris paa Haven og dens Skjønheder, paa dens friske Luft og dens svalende Skygger. Hvilket livligt Billede fremhyder den ikke en Søndag. Gangene ere som hesaaede med pyntede Folk, Bænkene ere tæt besatte, hos Josty ere Pladserne op­ tagne, og i Græsset lejrer man sig om Madkurven, af hvis Indhold ogsaa Svanerne faa deres Part. Saaledes nu og saa- ledes i Fortiden om Sommeren, naar den kongelige Familie boede paa Slottet. Digteren synger:

„H ist seer jeg' Søndagsfloden, Som grønne T ræ er indfatte, Som bølger frem i lange, tæ tte Gange. De Skjønne klæ dt paa Moden, Med Shavler og med Hatte, At gjøre Byens Sønners H jerter trange; Jeg seer Soldater lange, M atroser korte, Borgere med Stokke, Tyklivede Madamer Og børnbehæ ngte Ammer, De m untre Drenge-, søde Pige-Flokke, Hist selv en F ader træ k k er . Sin Glut i Vogn til dine B lom sterhæ kker“.

Men der gaves ogsaa mørke Punkter i denne Livlighed. Den saakaldte „De Elskendes Hø j“, der ligger i Nærheden af Kilden, hvor Vejen drejer om til det Schweizerhus, minder om et saadant. Dette Navn h id rø rer fra et ungt Par, som aflivede sig her, fordi Pigens Familie mod­ satte sig Forbindelsen. Og ikke faa lignende Begivenheder har den smukke Have været Vidne til

paa en Bakke beliggende

i dens ensomme Partier,

men herved skulle vi nok vogte

os

for at dvæle.