ValkendorfsKollegiumsHistorie

233 smed Bogen fra mig, m en sprang op som greben af en mægtig Aand, der kald te mig til Reformator«. — I de følgende Uger læste G rundtvig nu »for Alvor« B ibelen, og i F o ro rd e t til Skriftet »Nytaarsnat«, som h an i Begyndelsen af D ecem ber overrak te sin F ad e r paa hans Jub ilæum sdag , tildeler h an sig selv Rollen som den, der ved Skriftens Ord skal adva re sin Sam­ tid mod dens V ildfarelser; h an vil stille sig paa R an­ den af det bund løse Svælg, som T idsalderen i sin B lindhed gaar i Møde, og vise T iden dens eget Bil­ lede, oplyst af to luende B lus: H errens Ord og de forbigangne T iders V idnesbyrd — men m id t u n d e r sine D rømm e om Refo rm ato rgern ing er det, at han pludselig gribes af Tvivl: E r du selv en K risten? H a r du selv dine Synders Forladelse? — Samvittigheds- spørgsmaal, der »faldt paa hans H jerte som Stene, ja som Klipper«, som nagede ham uafladelig Dag og Nat og for en Tid g jo rde ham sindssyg. Under Syg­ domm en veg hans Ven Pou l Dons ikke fra h an s Side; n a a r Vanviddet tog Overhaand , m aatte han brydes m ed ham , saa at de ofte begge segnede. Og- saa and re af Grundtvigs Venner, som hans Med­ a lum n e r Hersleb og S ibbern , va r med den største Deltagelse stadige V idner til hans Sygdom; Molbech sk river (i et Brev til F ru Steensen Leth paa Egelykke af 2% 1811): »Jeg h a r set den Æ d le, som jeg elsker og agter saa højt, i den sørgeligste T ilstand, hvori jeg h a r set noget Menneske; og jeg ved kun een Begiven­ hed i m it Liv, der h a r v irket saa stæ rk t og voldsom t paa mig som den Skæbne, der ramm ede m in Ven, som jeg altid h a r e rkend t for saa langt over mig i Kraft, at jeg m aatte gyse ved at se en saadan N a tu r saaledes bøjet«. Tilsidst ledsagede S ibbern den syge