GeorgBrandesLevned_1907

210

Omflakkende Liv Wergeland havde ingen i Norge saa sandt og ædelt som Aftenens Hædersgæst fremstilt de store Kulturtanker. Norges Bestræbelser var i de senere Aar væsentlig gaaede i praktisk Retning, hvad der fortjente Ros. Men nu, da Nordmændene nød et økonomisk Velvære, om hvilket deres Fædre neppe havde drømt, nu droges Sindene stærkt af Længsel efter, at de civilisatoriske Ideers Strøm snart maatte naa deres Kyster. Sandheden var bevislig kun én; der gaves ikke nogen specifik norsk Sandhed. Nu gjaldt det Kampen for Tankens Fri­ hed, dens Uforstyrrethed af al fremmed, udvortes Auto­ ritet osv. En evnestærk Mand med et skarpt skaaret Ansigt, Statsfysikus Bidenkap, glædede mig derefter med det Udsagn i en Tale, han holdt, at mit Dansk var „det mest maskuline“, han endnu havde hørt. Saa blev der afsunget en Sang, i hvis første Strofe Datidens Nordmand blev saaledes særtegnet: Du ser det høje, bratte Fjæld, som over Sletten troner? Et Sangens og et Lysets Væld fra Tinden sig fortoner. Meningen var, at den ulykkelige troede sig forpligtet til evigt at rulle en Sisyfussten. Nu var jeg kommen og havde givet ham det gode Raad at lade Stenen ligge. Af Datidens Aviser ser jeg, hvorledes den Tale, jeg holdt til Svar, nogenlunde har lydt. Jeg anfører den efter det norske Avisreferat: „Dr. Brandes besteg Talerstolen og holdt et længere, af levende Bravoraab idelig a f b r u d t ....................................... Om Siden ligger Taagen graa og stabler sine Stængsler — der ser en dødstræt Mand Du staa ved Stenen, som ham fængsler.