GeorgBrandesLevned_1907
348
Arbejde og Anerkendelse var oppe, indtil hun kom i Havn. Jævnlig havde hun hen vendt sig til mig om Raad til Overvindelse af Vanskeligheder, der stillede sig i Vejen for dette eller hint Ægteskabsprojekt. Lykkedes det ikke at overvinde dem, skrev hun resigneret: Encore un mariage manqué! Dog nu havde hun allerede i flere Aar været en brav Embedsmands Hustru og beboede en god Lejlighed i Rue Pigalle. Hendes Navn var, som en Heltindes hos Mérimée, Madame de Turgis. Hun modtog mig uden Sindsbevægelse. Hendes Skik kelse var bleven sværere, hendes Træk lidt udviskede; men hendes Farve var sund og hendes Øjne klare. Hvad hef tigere Følelse hun for ni Aar siden kunde have næret for mig, var slukt til sidste Gnist. En sat Venskabelighed var det eneste, som var tilovers. Hendes største Sorg var nu den, at hun var barnløs; hun klagede bittert derover. Hun var heftigere klerikal end i sine yngste Dage, mente, at Europa ringeagtede Frankrig, siden det havde givet en Per son som Gambetta Indflydelse og Magt. Hendes Mand, der kom til, viste sig at være forstandig og velopdragen, en kraftig Mand paa en fyrretyve Aar. Som gammel Ven af Fruen blev jeg indbudt til Middag en af de følgende Dage. Men ak! Dér faldt jeg igennem. Den Omstændighed, at jeg nu var bosat i Berlin, havde paa Forhaand stemt min tidligere Veninde til Mistænksomhed; hun havde kendt mig, da ingen Tanke laa mig fjernere end den at tage Ophold i Tyskland. Hendes Prøjserhad var saa flammende, som det havde været i Krigens Tid. Ved Bordet faldt Talen paa Moltke, hvem Fruen kort og godt betegnede som Blodhund. Da jeg sagtmodigt tog til Genmæle og vilde forklare hende, at Feltmarschallen sikkert ikke var person ligt blodtørstig, men en omhyggeligt forberedende og sindrigt beregnende General, brast det imellem os. Medens hendes Mand høfligt gav mig Ret, saa jeg paa hendes Miner, at
Made with FlippingBook