KøbenhavnsKirkesag_1922-25

417 Det synes mig, man ikke kan kende det Billede af vor Herre Jesus, som findes i det Ny Testamente, uden at blive opmærksom paa, at der over al dets Herlighed er et Drag af Vemod, et vemodigt Drag, stammende fra det, at Han fik med saa mange at gøre, som begyndte, men ikke fuldførte, som holdt ud til en Tid og saa faldt fra, fordi denne Verden blev dem for stærk, saa de forlod Ham. Han saa som ingen anden alle de rige Muligheder og hvordan de visnede næsten alle, det blev kun den lille Flok, der naaede igen# nem, og Han saa ogsaa, hvor trangt Hans Kirkes Levnedsløb skulde blive, fordi Hans Menighed vilde komme tilkort og ikke føre igen# nem, hvad den begyndte, vilde nøjes med det omtrentlige i Stedet for det fuldførte, bøje af for Verden og stille sig lige med Verden i Stedet for at holde sig til Ham, holde ud — og sejre. Og paa den anden Side var der noget, der vakte Hans Glæde i de Dage, da Han vandrede hernede, saa var det den Tro, som ikke bøjede af for Hindringerne, den Tro, som i sine smaa Forhold gjorde Alvor af det, der for Ham var den store Sandhed: Intet kan være umuligt for Gud. Da Han den sidste Aften vilde sige et rosende Ord om sine Disciple, var det det, Han roste dem for, at de havde holdt ud med Ham under alle Hans Prøvelser. Derfor hører det sikkert til det, der nu glæder Ham, naar Han ser sine Disciple holde ud, og det er jo ved Udholdenhed, Han fører sin Gerning igennem hos os, og der er ingen Gerning for Ham, der er saa ringe, at den ikke skulde kræve Udholdenhed, og der er ingen Gerning, der er saa ringe, at Han ikke skulde ville hjælpe den, der staar deri, til Ud# holdenhed. For det er jo det, der er Hemmeligheden ved de krist# nes Gerninger, at de bliver gjorte ved at blive gjorte af Hjertet som »for Herren«, og naar de lykkes, er det kun, fordi de blev gjorte Dag for Dag for Hans Ansigt med Ham som Herre. V i har ligesaalidt som Verden Kraften i os selv til at holde ud, til at sejre, den kan vi kun faa hos Ham, som ene har sejret, og vil vi ikke hente Kraften dér, saa gaar det ogsaa i Staa med denne vor Gerning, eller det, der bliver gjort, bliver ringere end det, der skulde have været gjort. Et frivilligt Arbejde er frivilligt, indtil man har taget sig det paa, men ikke længere — den Sandhed fik jeg hørt i min Ungdom, og den er jo for ærekære Mennesker en uomstødelig Sandhed, og det er godt stadig at bringe i sin Erindring, at har man taget sig en Gerning paa, en frivillig Gerning, som man ikke faar Vederlag for, saa er man fra det Øjeblik, man har taget sig det paa, forpligtet til at gøre det ligesaa samvittighedsfuldt, ligesaa stadigt, ligesaa ud# holdende som den Gerning, af hvilken man har sit Levebrød; jTen med den Gerning, man frivillig har taget sig paa, har det sig jo ]kke som med den Bestilling, man er i, at hvis man bliver forsømmelig, saa kommer Reaktionen enten i Bebrejdelser eller, hvis det er grove Forsømmelser, i Afskedigelse, og derfor sker det saa tidt, at trivil# ligt Arbejde bliver forsømt, og den, der forsømmer det, synes ikke han er Mindremand for det. Og saaledes kan det ogsaa komme til at gaa i denne Gerning ,hvis det Arbejde, vi har taget os paa, skal holdes i Gang alene ved den Ærekærhed, som er i os, vi er a le svage, og der er saa meget, der vil faa den første Begejstring ti a dø hen, og der kommer saa mange Undskyldninger op for rorsøm# melserne, først for de smaa og saa for de store. Der er kun een Kilde til stadig Begejstring, og det er Ham selv, vor Herre Jesus Kristus. Skal dette Arbejde lykkes, saaledes at alle de der ser der# paa, ikke skal spotte, men undres over, hvor de Mennesker hk Krat# ten til at holde ud, saa maa hver eneste af os hver Dag tage sin Andel i Gerningen, stor eller lille, ind for Hans Ansigt s0^ e/ Gerningens Herre, og bede Ham forny os iFojsættet, Lysten, Krat# ten, forny os i Aanden, i Begejstringen, i Udholdenhed. ^ Guds Medarbejdere — naar vi siger det stille og til indbyrdes