591177354

Saalænge Snogen er i Bevægelse, strækker den sin lange, tynde og kloftcde Tunge ud af Munden og spiller livligt med den, aabenbart for at fole sig for. Det er imidlertid denne i og for sig aldeles uskadelige biode Tunge, som af Almuen tillægges Navnet „Braad“, og om hvilken man fejlagtig troer, at det er Slangens Vaaben. Ser man imidlertid eu Snog fange en Fro eller en Mus, hvoraf den lever, bliver man let var, at den ikke dræber sit Bytte mod nogen Braad, ja den dræber det slet ikke, den sluger det medens det er fuldkom­ men levende. For at et Bytte, der i Forhold til Snogen har en saa betydelig Tykkelse som on Fro, skal kunne siuges le­ vende, maa Snogen kunne udvide Gabet og Kroppen bety­ delig, men den sorger ogsaa for at Byttet optager saa lidt Plads som mulig, derved at den altid drejer det saaledes, at Hovedet bliver slugt forst og Bagbenene strakte bagud. Naar Byttet har passeret Svælget, seer man det endnu udvendig paa Snogen som en Knude, der langsomt glider længere og længere bagtil, og den for saa livlige Slange ligger nu stille og døsig, medens Fordøjelsen foregaaer. Under Fangsten, Drejningen af Byttet og Nodsvælgniugen bruger Snogen sine talrige spidse og krumme Tænder, der i Overmunden danne iire Rækker, medens Undermunden kun har to Rækker. Sno­ gens Beklædning er Skjæl paa Ryggen, og hvert af dem har en opstaaende Kjøl, paa Bugen er den derimod dækket af talrige Tverskinner, som kunne rejses og lægges og derved i boj Grad befordre Dyrets Hurtighed, idet de som mange smau Fodder stemmes mod Jorden, naar Snogen bevæger sig. Far­ ven er mork paa Ryggen med to gule Pletter i Nakken og lyse Pletter langs hver Side af Bugens Skinner. Den kan blive et Par Alen lang og er almindelig overalt i vore Skove og