VBergsøeDeForbistredeDrenge

93

vemberdag. Hvor var Bjæn dog lille og tar­ velig, hvor var Livet dog fattigt og indestængt mod den Summen, der nu rører sig i Kuben. Vi havde den Gang tidt lange og strænge Vintre — tyk Is paa Ruderne og høje Snedriver i Gaderne. Da var det en herlig Fornøjelse at varme en af de store Kobber Toskillinger paa Kakkelovnen, lægge den paa Ruden, og danne et Kighul, hvorved der blev sat Vagt, især om Søndagen, naar Folk gik fra Kirke. Naar saa Vagten raabte: „Der kommer Nogen!“ styr­ tede vi til vore Kighuller for at se det Vidun­ derlige — to Vægtere, der gik deres Helligdags- ronde, eller en Kane, der ringlede til Frederiks­ berg! Naar man nu ser den brogede Strøm af Fodgængere, Cykler, Omnibusser, Reklamevogne og Drosker, der uafbrudt bølger gennem Køb- magergade, klinger min Beretning som et gam­ melt, utroligt Sagn -— men saaledes var det i min Barndom. Ved Tøbrud eller Tordenskyller frembød Købmagergade et Skue, som altid havde tak­ nemlige Beundrere i os Børn, fødte i den Na­ tion, som „husvant plasker til Søs.“ Gaden var ikke, som nu, asfalteret og plan — nej, dens knudrede Brolægning rundede ned