VBergsøeDeForbistredeDrenge

1 1 6

en sørgelig og besværlig Gang til vort gamle Hjem; men da vi naaede det, blev Sorgen endnu større. Det laa i Ruiner med afbrændt Tag og sammenstyrtede Lofter. Fader havde mistet Alt — vi havde kun vor Forbandelse mod Englæn­ derne tilbage. Og den udøste Fader i rigt Maal; thi han var en heftig Mand. Moder græd stille hele Tiden. Hun bar min lille Broder Adolf paa Armen; Fader gik med mig og Louise ved Haanden. Adolf var den Gang knap to Aar, Louise ni. Vi gik op ad St. Pederstræde for at naa Volden. Enkelte Bomber begyndte igen at falde, men under Voldens Skraaninger var der Dæk­ ning, og den blev ogsaa benyttet. Mange Ste­ der havde Folk gravet sig Huller, eller rettere, Huler ind i Volden, og her sad de med deres Ejendele, glade over at kunne friste deres fattige Liv og frelse deres Smaa. Vi hørte Skud fra Pesthusbatteriet og turde derfor ikke gaa over Langebro. Den var saa fuld af Flyttende og Flygtende, at den næppe kunde bære, og blev den ramt, var det den sikre Undergang. V i gik derfor ned ad den Gade, man kaldte „bag Slottet“ og derfra ind