VBergsøeDeForbistredeDrenge

kring os. En Stump traf min Broder Adolf i Hovedet, og som død blev han baaret ind paa Apoteket. Her kom han til sig selv igen, og vi fortsatte saa vor tunge Gang ud til Amager. Langt om længe fik vi Plads hos en Bonde, og herfra saae jeg Tømmerpladsens og Frue Kirkes Brand. Spiret viste først en lille blaa Lue højt oppe; saa hylledes det i Flammer, de tre gyldne Kroner lyste stærkt i Ildens Glans — saa styrtede det med et fjernt Tordenbrag, fulgt af tre vilde, brølende Sejershyl — det var Britterne, der jublede over at have ødelagt en af de skønneste Kirker i Danmark. Fader stod ligbleg og stirrede op mod [den tomme Plet. Saa knugede han min Haand og sagde: „Glem ikke dette og giv aldrig en Englænder din Haand!“ Det har jeg aldrig gjort, og glemt har jeg heller ikke, som du ser.“ Men Glemsel er Livets Lod. Den Genera­ tion, der oplevede Bombardementet, huskede det med Hadets Ild. For den næste er det allerede Tradition, og for den tredie Noget, der passerede, „fordi vi bar os dumt ad.“ Men jeg har ikke glemt min Faders bitreste Barndomsminde. Over mit Skrivebord hænger endnu de gamle kolo