VBergsøeDeForbistredeDrenge

128

gamle „Sorte Hane“ , der nu kun blev brugt til Kontor og Bolig for Fuldmægtig Nyholm og Familiens Læge, Doktor Crone. Der laa et Stænk af Melankoli paa Bunden af min Bedstefaders Karakter, og det kommer frem som et Hjertesuk midt i Glæden over at have fuldført et stort og anseligt Byggeværk. „Jeg oprejste den — Gud veed, hvem der skal nedbryde den“, skriver han — men endnu knejser den røde Gaard, rank og urørt, som var den muret i Dag. Den har, som Nybrogade i det Hele, ikke fulgt med det København, som kommer, og naar jeg i Forbigaaende nikker til min fordums Barndomskammerat og ser ind i den gamle Gaard, dukke talrige glade Minder op i mit Sind, og jeg synes slet ikke, at det vilde være underligt, om jeg hørte min Bedste­ faders kaldende Stemme. Kun Et forstaar jeg ikke: at det er over halvhundrede Aar siden, at den klang mig imøde. Ja, denne Gaard var i Sandhed et Hjem! — et Hjem for Kærlighed, for Tro, for Orden og Arbejde. Man halede ikke „Livskravet“ til Vejrs paa en Stang, lod det ikke som en Vejrhane snurre rundt for skiftende Stemninger — nej, man bar det dybt i sig selv, styrede efter det som et Kompas uden Misvisning, og var der