VBergsøeDeForbistredeDrenge

1 3 0

og i Rendestenen stod en rusten Blikkasse, hvori kun med rystende Haand øste Rødstenssmuldet fra Flisens Huling. Hun bad aldrig om Noget, saae af og til op i Luften med et mat, usigelig trøstesløst Blik, og skurede saa videre. Det var „Rødstenskællingen“ — en kendt Figur fra det københavnske Gadeliv. Fader gav hende altid Noget, og kom jeg alene, gjorde jeg det samme —■Forskellen mellem de varme, hyggelige, lyse Stuer og dette ensomme Slid i Vinteraftenens Mørke var saa stor, at jeg tidt var nær ved at græde. Penge ejede jeg ikke — men jeg havde mine Erobringer fra Thebordet, Julekage, Tve­ bakker, kort sagt Alt, hvad vi Drenge indbe­ fattede under Fællesbegrebet „Guf“ . Det gav jeg hende, og hun spiste det med en sulten Ravns Graadighed. Fra ganske lille havde jeg et ualmindeligt Øre for Vers. De hang klinede i min Erindring som Svalereder under et Tag, og manglede der en Linje, kunde jeg lave den selv. Dette morede Bedstefader, og naar han var færdig med sin Whist, blev jeg stillet op paa et Bord og gjorde mine Kunster. En Aften havde jeg fremsagt

Der staar en Smedje paa Helgoland, saa ensom den staar paa det hvide Sand. Dér svinger Vølund, Smeden, med Flid den tunge Hammer ved Midnatstid. —