VBergsøeDeForbistredeDrenge

146

hvis Ewald havde kradset dem paa en Rude i Rungsted, vilde denne være bleven lige saa be­ rømt som Caroline Mathildes — Nornen facit omen! Den næste Note lyder (28. Juni): „Petersen og Holm afgaaede med Kridt til Petersborg.“ — Han er igen den bundne Fugl! I det stille, støvede Kontor stirrer han gennem Ruden efter en solbeskinnet, langsomt vigende Vaarsky — Pinseturen.

Min Bedstefaders store Kærlighed til Naturen og dens stille Drømmeliv har jeg fuldt ud taget i Arv, og maaske stammer ogsaa Noget af mit Digtertalent fra ham. Jeg tror ikke, at han var fantasifuld; hans egentlige Styrke var Følelsen, og denne drog ham baade mod Natuen og Poesien.

„ Hendes Liv var en smilende Taare, Hendes Død et taarefyldt Smil,11

skriver han et Sted om en tabt Veninde, og saaledes var han til en vis Grad selv, det vil sige, naar han fik Lov til at være sig selv i Guds fri Natur, hvor han følte sig „af Ingen kendt“ . Kom Folk ham derimod paa Livet,