VBergsøeDeForbistredeDrenge

152

med Flitsbue hørte til Datidens Sport. Empire- Tiden krævede raske Drenge — det havde Na- poleons Soldater jo været — og naar Dagens Strid og Kamp var endt, straalede om Aftenen Træer og Buske med gyldne Frugter i lysende Festons, dannede af udhulede Græskar og Agur­ ker. Ja — man var nøjsom den Gang, men man var glad. Var Haven dannet med Kunst og Smag, vistnok under den gamle Fru Dajons franske Auspicier, saa laa der til Gengæld et dansk, ukunstlet Kystparti lige uden for dens Grænse. I jævnt, blødt Fald strakte „Vænget“ og „Engen“ sig ned mod Sundets Bred, omrammet af en vældig Tjørnehæk og skærmende Grøfter. Her var man i Ordefs egentligste Forstand „paa Landet“ , og fra „den grønne Bænk“ oppe under de susende Aske og Avnbøge havde man den mest idylliske Udsigt til det blaanende Sund med det travle Liv paa de glidende Vande. I Vænget havde jeg fire Venner: Den røde Ko, Kaspar, Rejemanden og Madam — ja, Nav­ net har jeg glemt; men hun var Lugemadam og drev tillige en Biforretning med Løvetands­ rødder, som hun hver Aften slæbte bort i en Sæk. Den røde Ko var som Køer er flest, den gloede, gumlede og satte Pris paa at blive anset