VBergsøeDeForbistredeDrenge

153

for Tyr. Derimod var „Kaspar“ noget ganske Usædvanligt. Det var et lille, intelligent, men krakilsk Æsel, som Familien Price af og til laante for at lade det optræde paa „Morskabs­ teatret“. Dér gjorde det sine Kunster udmærket, men herude vidste det paa en Prik, hvor Kalk- brænderigrøften var dybest, og inden man anede det, laa man i den uden Hensyn til Rang, Køn eller Formue. Rejemanden — en nu forsvunden Type — strøg sine Rejer tæt uden for Strand- riderens Hus, og naar han sorterede sin Fangst nede i Strandkanten, havde han Nettet fuldt af de mærkeligste Skabninger —■ „Skab“ kaldte han dem. Især var han vred paa „Hesterejerne“ . „Det Skab ta’er nu til,“ sagde han, „mens de rigtige ta’er a’, og bli’er s’gu intet andet end Ros. Da min Faer strøg her efter Slaget paa Rheden, var de saa store som Spurveunger. “ Vist er det, at nu stryger Ingen Rejer ved Kalk- bræderiet til fire Skilling Potten. Lugekonen imponerede mig ved at kunne rykke Nælder op uden at brænde sig, og saa kunde hun saa mange morsomme Historier om den gamle Madam Møller, som havde haft sin berømte Sæbekælder paa Ulfeldts Plads skraas over for Skamstøtten. Om hende skriver min Bedstefader under 2. Maj 1829: „Imorges KL