VBergsøeDeForbistredeDrenge

157

menkrummet af Rygsmerter sad i sin Rullestol, lød de samme kendte Ord med den samme milde Røst, og nu, da den er forstummet, tænker jeg tilbage paa den med Vemod. Med al vor Kærlighed havde vi Børn dog en ubegrænset Respekt for hende, og „Sig det ikke til Tante Ane“ , var et staaende Feltraab iblandt os. Kun to Gange faldt jeg i Unaade hos hende, og da Anledningen var ret pudsig, skal jeg skrifte mine Misgerninger. De lokkende Jordbærbede førte mig tidt i Fristelse, og én Gang havde jeg givet saa stærkt efter for den, at jeg paadrog mig en alvorlig Mavehistorie. Ved denne Lejlighed blev „Dok­ tor Grumme“ kaldet, og han ordinerede til min Rædsel et Klystér. Da jeg kom paa Benene igen, blev Doktor Grummes Middel lovprist i høje Toner, fordi det havde skyllet alle Jordbær­ kærnerne ud, og Kokkepigen, den gamle Re­ bekka, betroede mig, at havde jeg ikke faaet det, saa var jeg bestemt „hinket af“ . Trods dette, fristede Jordbærrene mig paa ny, og da jeg midt i Bedet fandt en tyk, op­ svulmet Skrubtudse, der saae mig temmelig li­ dende ud, tænkte jeg: „Ho, ho, min Ven! Du har ogsaa spist for mange Jordbær — men nu