VBergsøeDeForbistredeDrenge

158

skal jeg kurere d ig !“ — Saa fik jeg fat i en Øre­ sprøjte, kom Salt og Haarolie i en Kop med varmt Vand, og saa vandrede jeg ud paa min første Praxis og agerede Doktor Grumme. Det var højst forbavsende som Midlet hjalp, thi næppe havde Skruptudsen faaet sin Dosis, før den dansede af som besat. Jeg syntes der­ for, at jeg burde anvende det prophylaktisk ogsaa paa de andre, der muligt sad og ventede paa deres Mavebetændelse; men midt under disse dyrevenlige Bestræbelser, kom Tante Ane over mig som en Torden med sit: „Hvad er dog dette her? — Er du nu bleven Dyrplager?“ Forgæves forsikrede jeg hende om mine reelle Hensigter. Hele min Praxis blev taget fra mig, og jeg fik ingen Velsignelse den Aften. Min anden Misgerning var langt værre; thi den rystede i Ordets egentligste Forstand hele Huset, og havde nær bevirket, at Rebekka var hinket af. Jeg gik i Skole hos en gammel Jomfru Geisler i Pilestræde, og Kl. to kom Hans og hentede mig. Hans var en gammel Levning fra Frederik den Sjettes unge Dage; havde været „rigtig Soldat“, skudt Englændere 1807, Hannove- ranere i Slaget ved Sehested og nogle af sine Egne i de hyppige Fredsbatailler omkring Vibens