VBergsøeDeForbistredeDrenge

161

var lærelysten, thi hun flygtede som fordum Eva for Cherubens Sværd; men jeg havde dog Lyst til at se, hvor Tante lagde mine Pistoler og fulgte langsomt efter. Vejen gik ud i Køkkenet, og da Tante var kommen her, sagde hun: „Kast dem paa Ilden, Rebekka! — Nu har de igen haft fat i Svovlstikkerne — de er ganske vaade. “ „De tossede Unger!“ sagde Rebekka. „Nu skal man staa og sla’e Fyr for deres Skyld !“ — og dermed røg Pakken lige under den høje Trefod, hvorpaa Suppekedlen kogte. Pakken sydede lidt omkap med Kedlen ; men pludselig lød et vældigt Brag, tusinde Gni­ ster foer op under Loftet som slyngede ud af et Krater, og da Krudtrøgen fordelte sig, sad Rebekka maalløs paa Gulvet med Suppesleven i Haanden, medens Tante Ane i vild Flugt forlod Valpladsen. Jeg tror ikke, at Suppen blev rigtig god den Middag. Fra den Dag fik Tante Ane den Over­ bevisning, at Alt her i Verden var explosivt, naar det kom under visse uheldige Omstændig­ heder; thi da vi nogen Tid efter skulde paa en Tur til Strandmøllen, og min Onkel Eduard kom ud i Gaarden med en Hagelpung i Knap­ hullet, raabte hun fra Vognen: „Eduard! Hvad er det, Du har i den Pose?“ V. Bergsøe: De forbistrede Drenge. 11