VBergsøeDeForbistredeDrenge

166

Vi kom ind paa Æresplads — første Parket, første Bænk — og jeg debuterede med at antage Orkestret for Skuepladsen og D’hrr. Musici for Aktører. En velvillig Madamme betroede mig imidlertid „at Pjerrot var dér oppe bag det Tæppe“, og da dette Tæppe fremviste en Skov med et hult Træ, mente jeg, at Pjerrot rimeligvis maatte komme ud af dette Hul. Pludselig gik Tæppet til min Forfærdelse lige op i Loftet, og i en dejlig Have kom tre unge Piger med Rosen­ guirlander dansende frem imod os. Men ved et Tempo i Musiken gjorde de højre om, og nu dansede de tilbage som ækle, gamle Kællinger med Pølsesnore — det var højst mærkværdigt! Saa kom Pjerrot. Jeg spurgte Madammen, om han var af Gips, men da hun betroede mig, at han kunde tage sin Næse af og putte den i Hatten, blev jeg bange for ham og foreslog Bedstefader at gaa lidt ud. Saa skød Pjerrot den smukke Harlekin, strøg ham flad og gjorde ham til Skelet — det var overmaade ækelt. Men saa kom Kaspar — Pjerrot sad ridende paa ham baglængs, og holdt ham i Halen. Hele Huset klappede, men jeg syntes, at Kaspar slet ikke saa fornøjet ud. Kaspar blev fremkaldt; men da Pjerrot kom ridende paa ham igen, skete der noget højst diabolisk. En Hob sorte Trolde