VBergsøeDeForbistredeDrenge

176

for ubemærket at kunde transportere det over Vejen. Men da vi kom derud, mødte vi Gods­ forvalter Thiele, en undersætsig, jovial Mand, berømt som den, der bedst forstod at tumle en Baad paa Maribo Sø. Da Niels og Christian saae ham, forduftede de øjeblikkeligt ind i Sko­ ven; men jeg skammede mig og blev staaende. Thiele havde ikke anet Uraad, og idet han gik mig forbi, hilste han venligt. Aldeles mekanisk tog ogsaa jeg Kasketten af, og dér trillede alle Kirsebærrene omkring paa Vejen. „Det har nok blæst meget stærkt i Aften,“ sagde han og begyndte at samle Bærrene op. „Kom med din Hue“ — han fyldte i — „saa gaar vi to ned til Gartneren.“ Gartneren var min Rædsel, og jeg begyndte at hulke. „Naa, n a a !“ sagde Thiele, „det har du vist ikke været ene om. Fortæl mig nu, hvem der har hjulpet dig.“ Jeg skriftede mine Synder, Thiele sankede de sidste Bær op og sagde saa: „Du er et lille Fæ, men de Andre nogle store Tyveknægte, som jeg skal snakke ordentlig med. Der har du din Hue, men kom ikke mere i Frugthaven — for saa vanker der.“