VBergsøeDeForbistredeDrenge

177

Glad over at slippe for saa godt Køb, satte jeg Kasketten paa Hovedet, og da den truede med at falde af, gav Thiele den et Tryk oven i med den flade Haand. Men det skulde han ikke have gjort — alle Kirsebærrene masedes, saa den blodrøde Saft løb mig ned ad Hals og An­ sigt. Jeg stak i Stortud, Thiele i den vældigste Skoggerlatter, og under denne mærkelige Duet overleverede han mig til min Moder, som vi mødte paa Vejen. A f hende fik jeg saa den Straffeprædiken, jeg saa ærligt havde fortjent. Men fra den Dag var ogsaa Skovløberhuset lukket for mig og vore grønne Skovpaladser for­ svandt. Jeg tror nok, at disse Kirsebær var den Draabe, der fik Thieles Taalmodighedsbæger til at flyde over, og at han har snakket ordentlig med Niels og Christian fremgik deraf, at de al­ drig mere snakkede ordentlig til mig. Først i 1849 kom der et Glimt af det gamle Venskab .tilbage. Christian var kommen „under Malicen“ og maatte gøre Felttoget med. Han sendte mig da nogle gruopvækkende Beretninger om sin Tapperhed, om hvor mange „Blaabær“ han havde leveret Tyskerne, og hvor mange Byer han havde skudt i Brand. I Begyndelsen im­ ponerede disse Beretninger mig ganske over­ ordentlig, men da de stadig endte med, at han V. Bergsee: De forbistrede Drenge. 12