VBergsøeDeForbistredeDrenge

205

have et Værge, men da Hunden saae dette, gik den ganske rolig sin Vej. Morten Vægter, som holdt paa sine Hundes Ære, sagde at det var fordi Hunden havde kendt Nøglen, „ellers havde den ædt Etatsraaden“ — og det kan saamænd gerne være. Da Fader altsaa en Dag foreslog mig en Tur til Christianshavn, troede jeg, at det galdt mine Venner; men jeg blev slemt skuffet. Jeg skulde „prøves“ , sagde Fader, og uden at kende dette Ords skrækkelige Betydning, vandrede jeg afsted. Ved Hjørnet af „lille Kongensgade“ *) stod Fader stille og sagde: „Her er det vist“, og saa tog han mig ved Haanden med et underlig sørgmodigt Udtryk i sit blege Ansigt. Det gøs i mig; thi jeg syntes at Alt var saa underligt fremmed og forfaldent. Lille Kongensgade har aldrig udmærket sig ved arkitektoniske Mester­ værker; men i 1846 var den rent ud en Fattig­ gade. Smaa, lave, elendige Huse med Trætrapper ud paa Fortovet, husede smaa, elendige Børn, der snagede i de bundløse Rendestene og lagde Dyndet op i sorte, stinkende Klatter. En Dag kom Pastor Visby, Præst ved Tugt- Rasp- og For­

*) Senere omdøbt til Wildersgade.