VBergsøeDeForbistredeDrenge

298

Tilladelse til at springe nogle Anmærkninger over og examinerede mig saa næste Gang netop i disse. Jeg gjorde gældende, at vi ikke skulde lære dem, og saa paastod han, at jeg løj, hvor- paa han gav mig Nul og Anmærkning for Do­ venskab. Nu var min Taalmodighed til Ende; jeg protesterede saa kraftigt, at jeg fik Anmærk­ ning for Trods og Uforskammethed, og da Ham- merich saae denne Syndflod af Misgerninger, var der slet ikke Tale om nogen Forklaring — jeg fik en Tordentale med Anvisning paa Svenningsen. Da jeg gik ned til ham, fandt jeg den hele Behandling saa rasende uretfærdig, at jeg i min Harme besluttede at lade mig straffe uden at kny — min Stolthed oprørtes over, at jeg skulde frikøbe mig fra Uret ved Skrig og Jammer. Der maa have været et Udtryk af dette i mit Ansigt, da jeg traadte ind, thi Svenningsen saae meget strengt paa mig og sagde blot: „Knap saa Trøjen.“ Exekutionen begyndte. Jeg bed Tænderne sammen og talte Slagene, der faldt haardere og haardere — men jeg tav; jeg v ild e ikke gi’e mig. Da vi saa naaede til 75, kunde jeg ikke mere — der undslap mig et Av! og Svenning­ sen hørte øjeblikkelig op, idet han sagde: „Det kunde du have sagt lidt før, saa havde du