VBergsøeDeForbistredeDrenge

48

lange Tider, Brænderiet blev med Aarene mere og mere sort, indtil det revnede af Fortvivlelse, og i det gamle Brænderi maatte Loftet afstives, for at Drejerne ikke skulde falde igennem. Men for os Børn havde alt dette ingen Betydning. Vi elskede disse gamle, forfaldne Rum, disse endeløse Lofter og rummelige Gaarde. Naar Foraarssolen kastede sit Guld hen over den ud- sprungne Lind i Forgaarden, naar den spillede i Springvandets Straaler og lokkede Auriklerne og Lillekonvallerne frem i Værkskriverens og Forvalterens Haver, da strøg vi som jublende Svaler fra Gaard til Gaard, spændte Vægterens Hund for Bryggerens Vogn og „kørte til Skoven“ under Lindens lysegrønne Blade. At mine første Barndomserindringer ere knyttede til Fabriken og dens Virksomhed er en Selvfølge. Jeg kendte jo hver Krog, hver Stue, hver Arbejder. Jeg delte deres Glæde og deres Sorg, stundom deres tarvelige Frokost, og jeg var hyppig deres Talsmand, naar Et eller Andet paa en lempelig Maade skulde meddeles „Administratoren“ . „For din Skyld gør han det nok,“ var det almindelige Argument. Men heri tog Arbejderne fejl. Han gjorde det for deres Skyld, thi han var en ganske usæd­ vanlig mild og human Mand, hvem Nød og Ar