VBergsøeDeForbistredeDrenge

50

Hele Bygningen ryster. Den svære Mølleaxe knirker og girer — oven over gaa Kværnene deres tunge, hvæsende Gang. Nu er vi deroppe! Et stort klodset Trætandhjul sætter Kværnene i Bevægelse, og mellem Stenene mases den haarde Kvarts til en hvid, boblende Vælling, færdig til Slemmeriet. Et Hejseværk fører det herned, — men vi foretrække Trappen, og nu staar vi i Slemmeriet. Hvilket underligt, iskoldt Rum med Rør og Render, med Kar og Pumper! Lyset falder sparsomt gennem gamle, grønne Ruder; svære, rustne Jernstænger giver Vinduerne et fængsels­ mæssigt Præg — udenfor sukker Vinden over Kirkegaardens Grave. Luften er klam og raa; en jordagtig Lugt som af Pibeler breder sig herinde, og overalt hører man det risle og rinde, boble og klukke i de hvide Kanaler med deres Sigtenet og Haner, som Fader omhyggelig indstiller. I dette Rum, hvor tarveligt det end tog sig ud, laa dog Fabrikationens Hoved­ hemmelighed: Lat skabe et fejlfrit plastisk Ler — „den ægte Porselins Massa“ , som Muller kaldte det. Paa den lange Vej fra Kar til Kar bund­ fældes de skadelige Bestanddele. Massen bliver mere tykflydende, og naar den langsomt strøm

Made with