VBergsøeDeForbistredeDrenge

6 7

smaa, Rester af Fortidens blomstrende „Urte- gaarde“ — men for os Børn var det Paradis­ haver, og der var, af gode Grunde, slet ingen forbuden Frugt. Men stoltest og rigest staar Vinterdagene i min Erindring; thi vi havde den Gang virkelige Vintre, ikke disse klamme, blygraa Influenza- Maaneder, som vi nu kalde Vinter. Sneen laa alenhøjt i Haverne, Rendestenene forvandlede sig til de stolteste Glidebaner, Rørene sprang i Slem- meriet, og Posten maatte hver Morgen have et gloende Jern i Maven for at give Vand — se, det var Vintre! Paa Gaden klingrede Kanerne afsted Smeld i Smeld. Vi Drenge havde ogsaa vore — Slæder kaldte ondskabsfulde Folk dem — og nu gik det hele Skindergade igennem helt op til „Blasen“ paa Gammeltorv; til den Sport vare Gaardene os for trange. I dem trillede vi „Laviner“, lavede Snemænd med Kul i ø j­ nene og Lys i Munden, eller vi gravede os „Grønlænderhytter“ i de vældige Snebunker, som Gaardskarlen, Peer Jørgen, skovlede op. Særlig husker jeg én Vinter, som Giandspunktet for dem alle. I tredje Gaard laa en stor Snedrive, som vi gjorde endnu større ved at køre Sne til fra Forvalterens Have. Da vi havde faaet den saa stor som en vældig Høstak, gravede vi