VBergsøeDeForbistredeDrenge

71

Rasmus lyste mig ud. Ved .Skæret af Lyg­ ten saae jeg, at Døren til Møllen stod aaben — jeg kunde se helt ind i fjerde Gaard, der laa i Maanelys. Dette gav mig Mod — jeg havde jo nu to Retraitelinier for „det Hvide“ , og — Ras­ mus i Ryggen. Da han var kommen ind i Stalden, sneg jeg mig tilbage og ind i Møllen. Lyset fra Vinduerne faldt i skarpe Maanestriber ind over Hestegangen og Stampeværket — der var slet ikke saa mørkt, som jeg havde troet. Længst henne i Hjørnet stod et Vindue aabent; det huggede i Stormen paa sin rustne Krog, Hængslerne peb; men derfra maatte jeg jo kunne se „det Hvide“ , hvis det vilde komme. Jeg li­ stede mig derhen, men var for lille til at kunne se over Karmen, og saa krøb jeg op paa Stampe­ værket. Kirkegaarden laa for mig i hele sit nøgne øde; thi dette Hjørne laa alt den Gang hen som et ubenyttet Vildnis. Sønderbrudte Gravringe, omstyrtede Kors, forsømte Busketter, var Alt, hvad jeg saae. Skiftende Lys og Skygge foer i jagende Striber hen over Gravene; men i Springgade blinkede endnu et Par Lys, og de gav mig ligesom Mod — saa var der dog Mennesker i Nærheden. Men saa gik det ene Lys ud, saa det andet, og lige i det Samme kom der et Stormstød, saa Krogen røg af Vin