VBergsøeDeForbistredeDrenge

73

Jeg forklarede Rasmus det Hele; men han svarede: „Det Hvide! — Sikke noget Sludder — det er jo Madam Svendsens Lagen. Tak han sin Gud, at han faldt i Møget og ikke under Stampen — for saa var han blevet maset. Nu er det bedst, at jeg følger ham op til Am- minestratoren. “ Det var frygteligt, næsten lige saa frygteligt som „det Hvide“ . I min Fortvivlelse lovede jeg Rasmus en Otteskilling, som jeg havde fundet i Brænderiet, og som jeg godt vidste, at jeg ikke maatte beholde. Rasmus tog Otteskillingen med den tørre Bemærkning, at den kunde man jo altid bruge, og som en Pil fløj jeg gennem Fabrikens Gaarde, frelst for „det Hvide“ , men med brødetynget Samvittighed. Nemesis kom ogsaa næste Morgen i Faders Skikkelse, og jeg gik strax til Bekendelse. Rasmus fik en Røffel, Dinger sin tabte Otteskilling — men jeg fik mine første Prygl, og dem husker jeg, som om det var igaar — de var „det Sorte, som kom efter.“ Jeg maa vel have været en syv, otte Aar, da denne „Spøgelsehistorie“ passerede, men jeg husker fra langt tidligere Tid en anden, som vel nærmest maa kaldes en Hallucination, og

Made with