VBergsøeDeForbistredeDrenge

80

ejede jo ikke et eneste Kranium, og saa gik jeg hen i Krystalgade til Madam Ipsen, vor Gipsers Kone, som handlede med Naturalier. Her fik jeg den sørgelige Besked, at et Hundehoved kostede tre Mark, og jeg havde kun otte Skilling i min Lomme. Nu først gik det op for mig, hvor forfærdelig rig den magre Herre maatte være, i det allermindste Millionær, og trykket af en knugende Armodsfornemmelse gik jeg hjem til mit Loftskammer. Lidt efter lidt fik jeg dog paa forskellig Maade et Par Dyrekranier; men et rigtigt „Død­ ningehoved“ var paa én Gang mit højeste ønske, og — underligt nok — min dybeste Skræk. Det vilde være umaadelig rask at vise et saa- dant til Kammeraterne, og saa følte jeg dog godt, at jeg ikke turde gaa ene til det i Mørke. Der gik et Aars Tid, saa skulde der sættes et nyt Plankeværk i fjerde Gaard ud til Kirke- gaarden. Der blev rodet, tumlet og tømret, hele Dynger af Menneskeben gravedes op, og saa kom jeg tilfældigvis derned. Det gøs i mig ved at se, hvor lidet man agtede Gravfreden, og da nogle af Arbejderne begyndte at sige Raaheder, gik jeg indigneret min Vej. Men min Beslut­ ning var fattet. Jeg vilde tage et af de Hoveder,