VBergsøeDeForbistredeDrenge

8 1

jeg havde sét, skylle det pænt af ved „Springet“ , og saa sætte det i Glaskasse — det kunde den Døde dog umuligt tage mig ilde op. Der var kun én Vanskelighed: Ingen maatte se det. Jeg maatte tage det, naar Arbejderne vare gaaede hjem om Aftenen, naar det blev mørkt — men naar det blev mørkt — saa — ja, saa turde jeg jo ikke — jeg huskede endnu Kvartsmøllen og „det Hvide“ . Saa var det igen en Søndag Aften. Der var Ingen hjemme, der var ingen Arbejdere der­ nede, og det var ikke mørkt endnu, kun en let Foraarsskumring, hvor Lyset viger langsomt. Jeg fik fat i en gammel Pose, skjulte den under min Bluse, og saa gik jeg rask ned i Gaarden, det vil sige „første Gaard“ ; thi i anden gik det allerede betydeligt langsommere. I tredie stod jeg stille og saae mig om. Var det dog ikke bedst at lade de Døde hvile? Sæt nu, at de ikke syntes om at blive sat i Glaskasse, men gav sig til at snakke højt om Natten og sige: „Giv mig mit Hoved!“ — hvad saa? Det løb mig koldt ned ad Ryggen, og jeg skottede tvivlraadig over til Kuskekammeret og til Rasmus. Jo, han sad ganske rolig og læste i sin Salmebog. „Hvor skal han nu hen?“ spurgte Rasmus. V. Bergsøe: De forbistrede Drenge. 6