S_Urtekræmmerforeningen_1693-1943

angaar Puddersukkeret og det stødte Melis. Prø­ ver man ikke nu som før at gøre Ekspeditionen saa individuel som muligt? Men saa Foreningslivet! — hvad fortæller de 250 Aar os om det? De gamle Laugs-Artikler inde­ holdt Bestemmelser om saavel Rettigheder som Pligter indenfor de Rammer, som Tiden bød. 168 Aar dannede de Grundlaget for Laugets Arbejde for at varetage Standens Interesser, og vor nuvæ­ rende Urtekræmmerforening fortsatte, hvor Lau- get slap. De 250 Aar Har været en uafbrudt Kæde af Ar-

des en og anden, der forsøger at finde eventuelle Huller i de bestaaende Love for derigennem at finde Vej til en Fordel, selv om der derved hand­ les imod Lovens Aand og Mening. Saadan har det været i de 250 Aar, og saadan vil det vedblive med at være. Overfor den Slags staar vor gamle F o r­ ening stadig paa Vagt, samtidig med at det nye, som Tiderne har bragt med sig, ogsaa lægger Be­ slag paa en Bestyrelses Kræfter. Tænk blot paa T i­ den før 1914 — og saa paa Dagen i Dag. Man skulde tro, at alle Mennesker i vor Tid var klar over Organisationens Betydning, men dog kan man træffe den, der siger: Hvad kan det nytte? De samme Problemer kommer dog stadig igen, bare i nye Klæder. Jeg kan svare, at et Land dog ikke sløjfer sine Diger, selv om Vandet til Tider gaar over dem. Tværtimod: — man forsøger at gøre dem højere og stærkere. Det kan gøres ved at slutte op om de Mænd, der i Øjeblikket danner vor Forenings Bestyrelse, — for det forstaar sikkert alle, at aldrig har nogen Tid stillet større Krav til ledende Mænd end den, vi lever i nu. 250 Aar er mange Aar, men de træffer Urte­ kræmmerforeningen som en ungdommelig Fo r­ ening, hvor Initiativet gror og stadig skyder fri­ ske Skud. Og de træffer ogsaa en Medlemsstab, der med Fortrøstning ser Fremtiden i Møde. Carl Jensen.

D i r e k t ø r E . B o e c k -H a n s e n , M . F., „F r ie E r h v e r v s V æ r n ”

Al Landsforeningen „Frie E rh vervs Væ rn ” og U rtekræmm erforenin gen paa en Mængde Om raadcr er ganske paa L inie m ed hinanden, er givet. Landsforeningens Form and, Folke­ tingsm and, Dir. E. Boeck-Hansen giver Ud­ try k herfor:

Kbm. Carl Jensen.

bejde for at forsvare de Rettigheder, der var er­ hvervet, eller holde Justits indenfor egne Rækker. Hvem lagde saa Tid og Kræfter til? Jeg kan ikke se andet, end at vor Stand altid har haft gode Folk, der beredvilligt gik ind for det store Arbejde, hyl­ dende det gamle Ordsprog, at „Æren er det fejre- ste Træ i Skoven“. Naar jeg tænker paa de Mænd, der i den Tid, jeg har været Medlem af Urtekræmmerforeningen, har givet deres Tid og Evner for at føre Traditio­ nerne videre paa en ærefuld Maade, er det altid med den største Respekt. Der har altid været nok at tage fat i, men jeg har aldrig mærket eller hørt nogen Tale om, at de ogsaa havde en Forretning at passe. Jeg har ofte undret mig over, hvorledes det lader sig gøre, — det er dog ikke al Ting, der kan ordnes om Aftenen. Problemerne af i Dag adskiller sig ofte kun til­ syneladende fra dem, vore gamle Laugsartikler handler om. Det er jo saadan, at der altid vil fin­

Urtekræmmerforeningens hæderkronede Virke gennem 250 Aar taler for sig selv. Foreningens nuværende høje Stade ligesaa. Intet Under da, at Fagets Udøvere i stigende Tal fylker sig om deres Organisation, og at denne nyder Myndighedernes Bevaagenhed og Respekt. Hvad det dog i ikke mindre Grad kommer an paa, er, om Urtekræmmerforeningen har staact fast paa det Grundlag, som til alle Tider og under alle Omskiftelser er det rigtige: det frie, selvstændige Næringsliv med det private Initiativ som livgiven­ de, fornyende Kraft. Det Spørgsmaal kan uden Forbehold besvares med et Ja. I Kampen for de frie Erhverv, mod alle Forsøg paa Statsformynderskab og Socialisering, har 33