S_Urtekræmmerforeningen_1693-1943

Kolonialbranchens Side frygtede man nu, at de to nævnte Forholdsregler muligvis skulde blive kom­ bineret. Den frie Vareforsyning gennem selvstæn­ dige Kolonialbutiker vilde da blive afløst af mono­ poliserede, af det Offentlige drevne Udsalgssteder. Faren drev dog over, og Københavns Kommunes Handelsvirksomheder er i Hovedsagen blevet af­ viklet. Andre Konkurrenceformer, som man gen­ nem Aarene har maattet beskæftige sig med, er Handel i Marketenderier, Omløbshandel, Salg paa Udstillinger og Forsendelsessalg. I 1930; blev der Itøre om de saakaldte „Salgshaller“ , som oprette­ des i den gamle Frimurerloge i Klerkegade. Her oprettedes op imod 150 Boder, — der dog paa langt nær alle blev udlejet —, rummende Kolonial, Kaffe, Smør, Viktualier o. s. v. Der varede dog ikke længe, før det stærkt opreklamerede Foretagende gik i sig selv igen, men en Overgang medførte det en vis Konkurrence for Butikshandelen. I Begyndelsen af 30’erne gik der Rygter om, at der ogsaa paa dansk Grund vilde blive forsøgt op­ rettet Forretninger efter Enhedsprissystemet. Det kunde forventes, at ogsaa nogle af de i en Kolo­ nialforretning hjemmehørende Varer vilde rykke ind i saadanne Enhedsbutikers Sortiment. Ved Re­ visionen af Loven om illoyal Konkurrence i 1937 blev saadanne Forretninger forbudt. Endelig skal omtales to særlige Arter af Konkurrence, som Ur­ tekræmmerne og Urtekræmmerforeningen har kæmpet med i Aartier. Det ene er Rabatmærkegiv- ningen, — som dog nu lovmæssigt er bragt til Op­ hør —, den anden er Brugsforeningerne, som Ur­ tekræmmerforeningen utrætteligt har krævet be­ skattet paa lige Fod med den private Handel. „Forbrugsforeningen for Embeds- og Bestillings- mænd samt Læger“ stiftedes i 1886, og selvom der senere dukkede en Hærskare af lignende Forenin­ ger op, var det dog „Forbrugsforeningen“, der gennem Aartier satte Købmændene de fleste graa Haar i Hovedet. Rabatmærkeforeningerne gjorde særlig Fortræd derved, at de satte Kollega op mod Kollega. Indenfor alle Fag og Brancher var der enkelte, der lod sig blænde af den Meromsætning, som stilledes de rabatmærkegivende Firmaer i Ud­ sigt. Straks efter Foreningens Start fik den saale- des 12 Leverandører blandt Urtekræmmerne. Dette vakte stort Røre indenfor Urtekræmmerforeningen, og der holdtes i Aarene op mod 1890 dels en Række Medlemsmøder dels Møder med de to andre store Handelsforeninger: Manufakturhandlerforeningen og Isenkræmmerforeningen. Senere udvidedes Kredsen af Handelsforeninger, som i Fællesskab vilde bekæmpe Forbrugsfor­ eningsvirksomheden, og en saa vigtig Sag for Han­ delen var denne, at der af dette Samarbejde i 1890 udsprang „Det staaende Udvalg for de kjøbenhavn- ske Handelsforeninger“ , som senere blev til „De københavnske Handelsforeningers Fællesrepræsen­ tation“ , i Dag „De danske Handelsforeningers Fæl­ lesorganisation“ . Det blev gennem Aarene en af Fællesrepræsentationens Opgaver fortsat at kæmpe for Rabatmærkesagens Løsning. En aktiv Indsats fra de under Samvirksomheden hørende Forenin­ ger var naturligvis en Betingelse for Opnaaelsen af et tilfredsstillende Resultat. Urtekræmmerfor­ eningen lagde alle sine Kræfter i denne Anti-Rabat-

mærkekamp — ud fra den Kendsgerning, at netop Kolonialbranchen var en af dem, der truedes mest af den omsiggribende Rabatmærkegivning. I Slut­ ningen af 20’erne og i Begyndelsen af 30’erne i dette Aarhundrede antog Rabatmærkegivningen et Omfang som aldrig før. Nye Rabatmærkeselskaber skød i disse Aar frem som Paddehatte. Rabatmær­ ker i alle Farveskalaens Kulører blev tilbudt de Handlende. Rabatselskaberne søgte gennem en paa- gaaende Reklame at animere det forbrugende Publikum til at forlange Rabatmærker hos deres Leverandører. Handelsstanden var ved alle disse Rabatsystemer efterhaanden trængt saa langt ud i Rabat-Uføret,at noget ekstraordinært maatte gøres. Med fuld Tilslutning fra Urtekræmmerforeningen og de øvrige Brancheforeninger startede Fællesre­ præsentationen da i 1932 sin store Kampagne mod Rabatmærkegivningen. Der indsamledes Erklærin­ ger fra 86 pCt. af samtlige københavnske Butiks- handlende om, at de fra en bestemt Dato vilde for­ pligte sig til ikke at give Rabatmærker, og 91 pCt. af samtlige Handlende erklærede, at de ønskede Lovforbud mod Rabatmærkeselskaberne. En saa- dan Lovbestemmelse kom dog først ved Revisionen af Loven om illoyal Konkurrence i 1937, hvormed en for Købmændene vigtig Mærkesag var bragt til endelig Afslutning. Det samme kan ikke siges om Brugsforeninger­ nes Beskatning. Brugsforeningernes Konkurrence er egentlig først i de senere Aartier blevet mærkbar for den københavnske Kolonialbranche. Brugsfor­ eningerne begrænsede sig nemlig oprindelig til at virke i Landdistrikterne og i næste Omgang i Køb­ stæderne. Siden er Brugsforeningsudsalgene imid­ lertid i betydeligt Antal dukket op ogsaa i Hoved­ staden. Paa Storhandelens Handelsmøde i 1909 holdt daværende Kontorchef Jul. Schovelin Foredrag om Brugsforeningerne og den selvstændige Handels­ stand. Den paafølgende Diskussion indledtes af Ghr. A. Munck, der som tidligere nævnt var For­ mand baade for Urtekræmmerforeningen og for Fællesrepræsentationen. I sit Diskussionsindlæg, som modtoges med stort Bifald fra hele Forsam­ lingen, fremhævede han, at Detailhandelen altid havde hævdet og altid vilde hævde, at Brugsfor­ eningerne maatte løse Næringsbevis og beskattes paa samme Maade som den private Handel. „Det er,“ fortsatte Chr. A. Munck, „ikke Beskyttelse, De­ tailhandelen ansøger om, — for den skal nok klare sig i en Konkurrence paa lige Vilkaar —, men udelukkende Sikkerhed for, at Brugsforeninger og Privathandel stilles lige for Loven.“ Vi ser altsaa allerede dengang de samme Synspunkter fremført, som den Dag i Dag hævdes fra Urtekræmmerfor­ eningens Side. Da Finansministeriet omsider i .Ja­ nuar 1934 nedsatte en Kommission, der skulde be- skæftige sig med det af Erhvervene i saa mange Aar fremsatte Krav om Ændringer af Beskatnings- reglerne for kooperative Foretagender, hilsles dette Skridt med Tilfredshed indenfor Urtekræmmer­ kredse. Begejstringen kølnedes imidlertid i de føl­ gende Aar, idet Kommissionens Arbejde syntes at skride langsomt frem. Det faldt i Urtekræmmerfor­ eningens Formand, Amlsraadsmedlem, Kbm. Wald. Jensens Lod baade paa Urtekræmmerforeningens 87