AndersSandøeØrsted

180 T I D E N T I L 1 8 3 5 det nye Pengevæsen fremkaldte, og for at imødegaa Kritik. Udenfor det foran anførte kan nævnes en Artikel i Landøkonomiske Tiden­ der VI (1817), rettet mod Stephansen og holdt i en skarp Tone (heri omtales iøvrigt en interessant anonym Anmeldelse ved Ørsted af Professor Olufsens Statsøkonomi i Dansk Litteraturtidende 1816). Endvidere et særskilt Skrift (mod Kaptajn Müller): Over Grundejernes og Kapitalisternes Stilling i Forhold til hinanden vd Udløbet af den lovbestemte Henstand med omskreven Gæld (1817, 147 Sider). Ørsted modsatte sig en Forlængelse af den til- staaede Udsættelse med Ret til Opsigelse af Laan i faste Ejendom­ me til Udløbet af det andet Aar efter Freden („Indulten“ ) . I et Forord præciserer han, at hans Afhandling i Eunomia ikke var noget autentisk Skrift saaledes som af Müller anført; en Mis- forstaaelse i denne Retning var ikke uforklarlig. Indenfor det privatretlige Forfatterskab maa Opmærksomheden navnlig rettes mod H aandbo gen; Afhandlingerne om fremmed Lovs Anvendelse, Tilbagesøgning og Hypotekvæsenet er det vigtigste, der ligger udenfor denne. Det er karakteristisk, at Ørsted i For­ talen til Hdbg. I — med en Spydighed til dem, der ikkun har Stun­ der til at læse Fortalen men dog ikke kan holde dem tilbage fra at bedømme Værket — forvarer sig mod Mistanken om paa flere Punkter at have forandret Mening for derved at undgaa Klagen over, at Værket skulde indeholde et nyt Bidrag til at formere den fordærvelige Ustadighed i Lovkyndigheden. Denne Opfattelse havde ofte nok mødt ham. Han gør opmærksom paa, at Forholdet hyppig har været dette, at hans Undersøgelser gik ud paa at retfærdiggøre den Mening, som længe havde været gældende ved Domstolene, imod en urigtig Teori, og at han ikke sjældent kun havde angrebet „en aabenbar falsk Abstraktion, en skæv Sætning, hvorved man havde udtrykt noget ganske andet, end man egentlig vilde sige, en Selvmisforstaaelse og indvortes Uoverensstemmelse, saa at der ikke var nogen egentlig Strid mellem ham og hans Formænd men kun skete en Berigtigelse, som de uden Spørgsmaalet selv maatte erkende“. Alligevel er Opfattelsen forstaaelig. I Virkeligheden var ingen mere lovlydig end han; baade som Dommer og som Forfatter bøjede han sig for Lovord, hvis Mening forekom ham klar, selv om de forekom ham meget uheldige. Men det var paa den anden Side hans Overbevisning, at Lovgiveren i stor Udstrækning ikke havde