AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5 197 er foregaaet, eller og Kredit paa Grund af en særlig Overenskomst derfor er givet, kan Ejendoms Afstaaelse ingenlunde siges at være fuldbragt . . . . Stundom sker det imidlertid, at Overleverelsen ikke straks gaar for sig, naar Købesummen betales; og da synes, hvis ellers intet andet foretages, hvorved Tingen desuagtet stilles til Køberens Raadighed, denne ikke endnu at have erhvervet den Ret, der ordentligvis erhverves umiddelbart ved Købesummens Betaling, saaledes som omvendt denne Ret, hvis Tingen udleveres ham paa Kredit, antecipando overdrages ham. Vel kunde man anføre, at da Sælgeren allerede ved Købekontrakten har tabt den moralske eller juridiske Mulighed at disponere over det solgte til Fordel for en anden, saalænge Købekontrakten endnu er i Kraft, saa mangler der ham den retlige Mulighed at raade over Tingen, som udgør Ejen­ domsrettens Væsen, og at denne Rettighed altsaa ikke kan blive hos ham, følgelig da Tingen dog ej kan være herreløs, maa tilkomme Køberen. Men dette er kun at indhylle sig i Ord . . . Sælgeren kan ..., uagtet han ikke uden for sin Person at begaa Uret kan udøve nogen Raadighed over Tingen, som modsiger den indgaaede Købekontrakt, dog beholde Myndighed til retsgyldigen at foretage saadan Disposition.“ At Tingen fysisk skal overleveres, kræves alt­ saa ikke. Beholder Sælgeren Tingen uden f. Eks. at afgive Pakhus­ nøgler eller Konnossement, er det en ny og ganske forskellig Besid­ delse, han nu udøver. Sælges f. Eks. Træer paa Roden, der derpaa staar til Afhentning af Køberen, er han bleven raadig over dem. Ved Salg af Ejendommen maa mulig de ufældede Træer følge denne, men var de fældede, vilde Skovejeren blive Tyv ved at til­ egne sig dem. Lovbudene antages ikke at indeholde noget mod det udviklede stridende undtagen ved fast Ejendom, hvor 5-3-32 an­ tages at kræve egentlig Overdragelse, jfr. Hdbg. IV, S. 376 ff. Hævd og P ræ skrip tio n blev traditionelt i Videnskaben og tildels i Lovgivningerne sammenstillede som et fælles Retsinstitut nemlig dette, at Retsforhold kunde forandres ved en Rettigheds Udøvelse eller ikke-Udøvelse i en vis Tid. Saaledes ogsaa hos Nørregaard og Hurtigkarl med en deraf følgende Tilbøjelighed til at overføre Reg­ ler fra det ene til det andet. For Ørsteds Kritik, jfr. Hdbg. IV, S. 306 ff., maatte denne Sammenblanding bortfalde. Ligesom Loven gav adskilte Regler, var Grundene forskellige. Om Grundlaget for Hævd er foran talt. Som Præskriptionens Grund angav Hurtigkarl