AndersSandøeØrsted

198 T I D E N T I L 1 8 3 5 dette at ville straffe den rethavendes Skødesløshed i at varetage sin Ret, hvortil Ørsted bemærker, at Grunden „maa meget mere søges deri, at en Rettighed, som i meget lang Tid har været upaatalt, sandsynligen ikke er nogen virkelig og endnu vedvarende Ret, men at den enten oprindeligvis lider under en Mangel eller og siden er ophævet ved en Begivenhed, som det efter saa lang Tids Forløb ikke længere er muligt at bevisliggøre, og at det i alt Fald vilde være haardt, om Forandringer, der formedelst den rethavendes Tavs­ hed i lang Tid var gaaet ud af den forpligtedes Erindring, skulde kunne gøres gældende. Men ved Siden af disse positive Grunde har uden Tvivl den Betragtning gjort Udslag, at den rethavende, hvis hans Fordring endog i alle Henseender er velgrundet, maa tilskrive sin egen Ligegyldighed Tabet, ligesom det og for ham maa være mindre haardt at forskertse det, hvorom han i saa lang Tid ej har bekymret sig, end for den anden Part at blive overrasket af en aldeles uventet Fordring. Enkelte Arter af Præskriptioner er derhos bygget paa særegne Grunde.“ Naar det antoges, at Hævd ikke kunde vindes af den, der besad med fejlfuld Adkomst, gjorde Ørsted op­ mærksom paa, at Loven ved at udelukke Panthaver, Laantager, Leje­ tager og Depositarius kun udelukker dem, der kontraktmæssig er bundne til at anerkende Ejerens Ret, og som han derfor ikke har Grund til at rejse Paatale overfor, men anderledes er det, naar nogen hævder at sidde som Ejer. Hvad de subjektive Betingelser angaar, vilde man kun nægte Adgangen, naar en Misgerning var begaaet ved Erhvervelsen, medens Grænsen efter Ørsted vel ikke kunde sættes ved Kundskab om manglende Adkomst men ved Til­ stedeværelsen af Erstatningspligt. Med Hensyn til Hævdstidens Af­ brydelse antager Ørsted, at Besidderen i de 20 Aar kan med­ regne den Tid, hvori Tingen har været frakommet ham paa en Maade, der tillod ham at søge den tilbage fra Ihændehaveren. Forfatterne gav Hævden et besynderlig vidt Omraade: baade legemlige og ulegemlige Ting kunde ifølge den hævdes, naar de blot var i Handel og Vandel. Det blev Ørsteds Sag at paavise Begrænsningerne saaledes ved Servituter, at kun de synbare kan erhverves ved 20-aarig Hævd, jfr. Arkiv f. Retsv. VI, S. 319 ff. Han begrundede iøvrigt her Hævdsadgangen i Ejerens stiltiende Sam­ tykke eller derpaa, at han ialtfald ved sin Ligegyldighed overfor den synbare Indretnings Tilstedeværelse kunde forskylde, at den