AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

199

bliver bestaaende. Naboerne til en Ejendom kan ikke erhverve nega­ tive Servituter over denne derved, at Ejeren mulig paa Grund af Forbud ikke har benyttet den paa en vis Maade. Ved Alders Tid vilde de ældre Forfattere kun forstaa 20 Aars Tid, men Ørsted lod det omfatte Tiden indenfor menneskelig Erindrings Grænse. Han fastslog fremdeles, at Servituters Fortabelse ikke indtraadte ved manglende Udøvelse men kun ved fortsat modstridende Brug. Foræ ldelsesreglen i 5-14-4 paavistes af Ørsted overfor de? ældre Forfattere at omfatte Pantebreve, dog ikke naar der forelaa Haand- pant eller Pant til Brugelighed, jfr. Nyt jur. Arkiv 1812. Analogisk anvendte han Budet paa mundtlige kontraktmæssige Fordringer, Namsdomme og Erstatningsfordringer, sidstnævnte regnet fra Kre­ ditors Kundskab om Fordringen. Overfor Forfatternes Tvivl fast­ slog han, at Gældsbrevets Udstedelsesdag er Fristens Udgangspunkt og ved betingede Kontrakter Betingelsens Indtræden. Medens de fleste Forfattere kun ansaa Debitors Vedgaaelse for afbrydende, medtog Ørsted ligesom Brorson Paakrav fra Kreditors Side der­ under forkyndt Forligsklage. Af de tingsretlige Æmner skal endnu gøres nogle Bemærk­ ninger om P ant, der udførlig behandles i Hdbg. VI. Man opstil­ lede ved Siden af Underpant og Haandpant som en tredje Klasse: Pant til Brugelighed. Ørsted viste, at denne tredje Klasse ikke var en særlig Art Pant, og at, naar Talen var om fast Ejendom, Tinglysning ikke kunde undværes ved Stiftelsen, selv om Retten betegnedes som Pant til Brugelighed eller Haandpant. Naar Tin­ gen overleveredes til Tredjemand, kunde ifølge Ørsted ogsaa Haandpant stiftes, hvis denne vilde besidde paa Panthaverens Vegne f. Eks. saaledes, at denne fik sekundært Haandpant, men Pantsætteren kunde ikke beholde Tingen i sit Værge. Ved Haand­ pant i Fordringer antog han Panthaveren berettiget til at inddrive selve Fordringen. Imod Hurtigkarl antog han, at Panthaverens Pligt til Agtpaagivenhed ikke var begrænset ved Hensynet til Agt- paagivenhed i egne Anliggender. Naar det i et ældre Reponsum var antaget, at et utinglyst Pantebrev i fast Ejendom gav Fortrin overfor andre personlige Kreditorer, saa paaviste han det urigtige i at antage, at Parterne uden Støtte i Loven kunde vedtage noget med Konsekvens alene for Tredjemand. Ligeledes paaviste han, at rette Sted for Tinglysning ved Pant i Løsøre ikke var det eller