AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5 209 Læren om den saakaldte kvalificerede Tilstaaelse — den med visse Indskrænkninger forbundne Tilstaaelse — hvor han kommer til det Resultat, at der ikke kan eftergives den tilstaaende nogen Del af Bevispligten. Hovedbetydningen laa formentlig i de af Ørsted opstillede Specialregler og Eksempler, hvorimod det maa ses som en Mangel, at han gav efter for Tidens Tilbøjelighed til at op­ stille et øverste Princip, hvorfra der skulde deduceres, i Stedet for blot at lade Principet være Retsplejens Tarv, jfr. Nellemann S. 122 f. De forskellige Bevismidler fik i dette Tidsrum en udførlig Be­ handling i afsluttende Fremstillinger. Afhandlingen om egen Til- staaelses juridiske Virkning i civile Retstrætter, Eun. III S. 462 ff., bragte paa det rene, at den først og fremmest gælder som D is­ position over Sagens Genstand og forsaavidt ikke er Bevismiddel, men at den ved Siden deraf ogsaa paa samme Maade som i Straffe­ processen og ifølge samme Synspunkt kan faa Virkning som Be­ vis for Rigtigheden af det indrømmede Faktum. Ørsteds Behandling af V id n elo vg iv n in g e n , se Eun. IV, blev mere end en Afhandling, den blev Grundlag for en ny Retsdan- nelse, der først senere ved Fdg. 8. Sept. 1841 blev optaget i den skrevne Ret, jfr. Nellemann S. 130. Han stod overfor D .L .s stive Regler, og opfattede dem delvis uhistorisk som positive Ind­ skrænkninger i den frie Bevisbedømmelse. Han gik nemlig ud fra, at denne ogsaa efter Lovbogen maatte tilkomme Dommeren overalt, hvor den ikke udtrykkelig var udelukket, og denne hans Anskuelse blev reciperet af Retterne. Legislativt var der kun Grund til at glæde sig over denne Udvikling. Af Ørsteds herhen- hørende Udviklinger skal nogle Træk anføres. De mange kyndige og modne Betragtninger, han anstiller i sine Vurderinger af Vidne­ beviset, bevarer deres Værdi ogsaa efter Indførelsen af den frie Bevisbedømmelse. Efter Gennemgangen af 1-13-19 om de paa Grund af „Udædisk- hed“ eller Æreløshed u lo v fa ste V id n er opkaster han det Spørgs- maal, om Loven kun vil kendes ved fuldt lovfaste og helt ulov- faste Vidner, hvad han besvarer benægtende: „Det lader sig ikke ved faste og nøjagtige Fornuftlove bestemme, hvad der skal an­ ses for juridisk Bevis; og den Sætning, at to fuldgyldige Vidners enstemmige Forklaringer skal anses for et tilstrækkeligt Bevis, Ørsteds Biografi 14

1