AndersSandøeØrsted

2 1 0 T I D E N T I L 1 8 3 5 har ingenlunde en absolut paa metafysiske Principer hvilende Gyldighed, som Retslærerne ofte synes at indbilde sig, men den udtrykker blot den Rimelighedsgrad, hvorved man med Hensyn til det borgerlige Livs Tarv bør lade det bero . . . Men har det saaledes ikke været Lovgiverens Sag at bestemme Reglerne for Vidners Troværdighed med en saadan Nøjagtighed, at intet maatte betros Dommernes Skønsomhed, saa er der heller ingen Grund, hvorfor Domstolene ikke maatte være beføjede til at til­ lægge visse Vidner en indskrænket Troværdighed, naar de hverken efter Sagens Natur eller efter Lovens Bud eller Anologi kan anses som aldeles upaalidelige, men de dog har saadanne Data mod sig, at de ingenlunde kunde anses saa troværdige som Vidner af fuldkommen uplettet Ære og Redelighed, naar disse saavidt vi­ des, er fri for al Interesse i Sagen.“ Samme Synspunkt anlægger han ved alle de andre Inhabilitetsregler for Vidner. Med Hensyn til de i 1-13-16 omhandlede vild ig e V id n er (visse Slægtninge m. v.) banede Ørsted Vej for den Praksis, at de kunde nægte at afgive Vidneforklaring idet han dels lægger Vægt paa PI. 16. Sept. 1778 dels modsætningsvis paa Artiklens Ord „da skulle de vidne, der afveed“. Disse Ord, der altsaa hjemler Vidnepligt, naar andre Vidner ikke kan skaffes, vilde han i Modsætning til, hvad der senere antoges, ogsaa anvende paa Vidner efter 1-13-17 (dem, der har været med i Gerningen), idet han erklærer det for en Uting, at nogen skulde have Ret til at beskærme sig i Rets- krænkelser. „Naar altsaa hans edelige Forklaring behøves i en an­ den Retssag, synes den Mulighed, at han derved kunde komme i den Nødvendighed under Edens Baand ogsaa at blotte Sandheder, som kunde være ham selv til Skade, ikke at kunne hjemle hain Befrielse fra den almindelige Borgerpligt, L. 1-13-17 foreskriver , jfr. ogsaa Nyt jur. Arkiv V (1813). Til disse Vidner vilde han iøvrigt ikke have henregnet den fornærmede og Angiveren, for­ udsat at de ikke har Pengeinteresse i Sagens Udfald. Reglen i 1-13-1 om to Vidners overensstemmende Forklaring som udgørende et Vidnebevis forstaar han som Angivelse af en vis Maalestok for Bevisets Styrke. Samme Bevis kan udkomme ved flere tildels lovfaste eller endog ulovfaste Vidners Forkla­ ringer eventuelt i Forbindelse med Indicier, og paa den anden Side svækkes Beviskraften allerede ved eet modstaaende Vidne.